Døbefonten er efter granitalterets flytning den eneste intakte inventargenstand, der er tilbage fra kirkens ældste tid. Helt uændret er den dog ikke, da det tidligere var almindeligt at male døbefonte. I Lillevorde blev der først i 1882 giver ordre til, at den skulle afrenses for maling, så granitten kom frem. Det skete som følge af et ministerielt cirkulære. Fonten står heller ikke på den oprindelige plads.

Ved arkæologiske udgravninger i an dre kirker er det blevet påvist, at døbefonte normalt stod i kirkens vesrende på et podium med flere trin. Selv om paclierne forsvandt, blev fontene almindeligvis stående i vestenden til et stykke tid efter reformationen, men så blev det almindeligt at flytte dem op i koret. Det er også sket i Lillevorde, hvor fonten i 1679 stod i nordsiden af koret. Her omtales den også i 1862, men på et tidspunkt blev den flyttet ned til nordre side afkorbuen. I 1933 blev den flyttet til skibets nordøsthjørne, hvor den stadig står.

Fonten er tildannet af granit og er af en type, som er ret almindelig i Østhimmerland. Den består af en glat kumme på en pyramidesrubformet fod med riffelhuggede ornamenter. Kummen er beregnet til at rumme så meget vand, at et lille barn kunne dyppes helt ned i det, sådan som man oprindelig gjorde. Allerede i middelalderen blev det dog almindeligt at undlade den fulde neddypning, og selv om Lurher talte imod det, nøj edes man efterhånden med at overøse barnets hoved. Alligevel vedblev man længe med at have dåbsvandet stående i selve fonten, og så var det praktisk at have er låg over. Er sådant rundt dække omtales i Lillevorde i 1679.

Inden udgangen af 1600-årene havde de fleste nordjyske kirker dog fået et dåbsfad, og i Lillevorde skete der i 1693. Fadet blev skænket til kirken af Wulff von Buchwald og dennes hustru Anna von der Wisch, hvis initialer sammen med årstallet er indgraveret på fadets fane. Wulff von Buchwald ejede herregården Gudumlund og havde i 1678 købt Lillevorde kirke af kongen. Herefter hørte kirken under Gudumlund, indtil den i 1798 blev købt af Lindenborg gods, der beholdt den, indtil den i 1925 overgik til selveje.

Da fadet i 1693 blev skænket til kirken, var det imidlertid allerede en antikvitet, idet denne type messingfade med er religiøst motiv i bunden og med den flade fane pyntet med indstemplede ornamenter blev fremstiller i Sydtyskland i midten af 1500-årene. Trods det religiøse motiv, her Syndefaldet, er sådanne fade oprindelig fremstillet som verdslige vaskefade og har været anvendt på herregårde eller lignende, før mange af dem som gamle blev skænket til kirkerne som dåbsfade. Dåbskanden af messing blev anskaffet 1862/63.

Kirkens oprindelige hovedalter af granitkvadre er stadig bevaret inde bag alterbordspanelet af træ. Det er dog ikke urørt, idet det ved restaureringen i 1933 blev flyttet lidt mod syd for at komme til at stå midtfor i koret. Ved den lejlighed skal der være fundet relikvier i form af linnedstumper i det. De blev atter nedlagt i alterbordet under en glasplade, men man kan ikke komme til at se dem. Foruden hovedalteret har der været flere sidealtre, men af dem er der intet tilbage.

Alterbordspanelet har på forsiden tre rudeformede felter. En sådan udsmykning kan stamme fra renæssancetiden, men virker her noget yngre, måske fra 1700-årene. Det er kun forsiden, der er gammel. Endepartierne i samme stil er tilføjet ved restaureringen i 1933. Panelet blev ved restaureringen marmoreret, men havde tidligere været sort i en længere årrække. Det kunne dog kun undtagelsesvis ses, da det som regel var dækket af,et alterklæde eller forhæng. Dette alterklæde er blevet udskiftet mange gange i tidens løb, men kunne typisk være rødt med et forgyldt kors midtpå. Også den hvide alterdug oven på alterbordet er ofte blevet udskiftet.

Som alterprydelse anvendes efter restaureringen i 1933 kirkens gamle korbuekrucifiks med sidefigurer af Maria og Johannes. Egentlig ville menighedsrådet have anskaffet en ny altertavle, men da museumsdirektør Mackeprang fra Nationalmuseet ikke mente, at man for de 1.000 kr., der var til rådighed, ville kunne få et virkeligt godt billede, foreslog han i stedet at anvende kirkens smukke krucifiksgruppe. Sådan blev det.

Krucifiksgruppen var oprindelig anbragt foroven i korbuen, sådan som det var skik i katolsk tid, men havde i en længere årrække hængt på skibets nord væg. På et tidspunkt var den blevet afrenset for maling, men blev ved flymingen til alteret atter malet. Omkring 1900-1910 skal en snedker i Terndrup have fremstillet den konsol med udskårne ornamenter i nordjysk renæssancestil, som stadig udgør den øverstedel af det nuværende fodstykke. Måske er selve korset, der ikke er originalt, fremstillet ved samme lejlighed.

Krucifiksgruppen må efter stilen at dømme være udført i 1520’rne og er tydeligt nok skåret af en dygtig billedskærer. Da man ikke kender hans navn, er han undertiden blevet kaldt “Claus Bergs nordjyske svend”. Denne betegnelse kan dog diskuteres. Den berømte billedskærer Claus Berg vides at være mester for den store altertavle, der nu står i Skt. Knuds kirke i Odense. Med den som udgangspunkt har man mere eller mindre overbevisende henført en lang række andre billedskærerarbejder til Claus Bergs værksted. Sønnesønnen oplyste mange år senere, at der havde været 12 svende i arbejde på værkstedet, og med en vis udskiftning i arbejdsstyrken kunne man godt fo restille sig, at tidligere svende har bragt Claus Bergs stil til andre dele af landet, f.eks. Nordjylland. Krucifiksgruppen i Lillevorde har da også en del stiltræk tilfælles med de arbejder, man henfører til Claus Berg, bl.a. de dybt indskårne foldekast i dragten og især Kristi flagrende lændeklæde. En del andre nordjyske billedskærerarbejder er ligeledes blevet tilskrevet den samme mand, men desværre er de indbyrdes så forskellige, at det er vanskeligt at tro på, at de alle kan stamme fra samme værksted.

Ganske vist ligner krucifikserne i Lillevorde og Mou kirker hinanden så meget, at de godt kunne være fremstillet af den samme mand, men de øvrige må efter al sandsynlighed være skåret af forskellige andre. Om nogen af dem har været svend hos Claus Berg og været bosat i Nordjylland, kan man ikke vide. Den tyske kunsthistoriker Jan Richter mener tværtimod, at krucifikset i Mou direkte eller indirekte knytter sig til et værksted i Ditmarsken med inspiration fra Sydtyskland. Hvis det er rigtigt, kunne det også gælde krucifiksgruppen i Lillevorde.

Da krucifiksgruppen blev anbragt på alteret, blev den tidligere altertavle fra midten af 1800-årene hængt op på skibets nordvæg. Alterbilledet er et sødladent maleri af Kristus som barn og er på bagsiden signeret A. Thomsen, hvilket må stå for August Thomsen (1813-1886). Han var uddannet på Kunstakademiet i København og har malet altertavler til adskillige kirker, men hans kunst er i dag ikke særlig værdsat. Rammen, der har et par simple halvsøjler ved siderne, er siden flytningen i 1933 marmoreret, men har tidligere haft andre farver. Øverst er der et fladt, halvcirkelformet topstykke, hvorpå der er malet krisrne symboler: Guds øje i Treenighedens trekant og derunder kalk, kors og palmegren.

Medens denne altertavle var i brug, stod den på et ca. 350 år ældre fodstykke, en såkaldt predella. De to dele passede meget dårligt sammen både stilmæssigt og størrelsesmæssigt. Predellaen var således alt for stor til den lille tavle, der oven i købet måtte stå lidt forskudt for at kunne være der, dengang alteret som omtalt ikke stod helt midtfor i koret. Predellaen stammede fra katolsk tid og havde tidligere haft tre udskårne helgenfigurer i en niche på midten, men figurerne var blevet fjernet og nichen dækket af en plade med et ovalt felt med et bibelcitat.

Citatets ordlyd svarer til bibeludgaverne på den tid, hvor August Thomsens altertavle blev anskaffet, så det er muligt, at pladen blev sat op foran nichen ved den lejlighed.

Det var oplagt at tro, at predellaen var en rest af Lillevorde kirkes middelalderlige altertavle, men sådan forholder det sig faktisk ikke. Da Einar V. Jensen i 1933 istandsatte altertavlen med henblik på ophængningen på nord væggen, undersøgte han også predellaen og afdækkede initialer og årstal for to istandsættelser i 1701 og 1751 . Han gik ikke videre, men vi kan konstatere, at initialerne vedr. 1701 står for Wulff von Buchwald og Anna von der Wisch og vedr. 1751 for Peter Matthias Buchwald og Ide lisabe von Bassewitz. De to par ejede herregården Gudumlund og dermed Lillevorde kirke i henholdsvis 1701 og 1751. Som vi senere skal se, er det imidlertid udelukket, at kirken i 1700-årene kan have haft en gotisk altertavle med tilhørende predella, men Gudumlund ejede også nabokirken i Gudum, og her passer årstallene perfekt. Fra anden side vides, at Gudum kirkes gotiske skabsaltertavle med udskårne figurer netop blev istandsat de nævnte år. Selve altertavlen eksisterer ikke mere, efter at kirken i første del af 1800-årene fik en ny, men den tilhørende predella kom altså til Lillevorde. I dag findes den i Aalborg Historiske Museum.

Hvordan Lillevorde kirkes middelalderlige altertavle så ud vides ikke, for i 1591 fik man en ny, der må formodes at have været i renæssancestiL Den beskrives i 1679 som en slet (dvs. flad) fyr altertavle med liste om, og i 1791 får vi at vide, at den havde en latinsk påskrift. Desuden kunne man på den læse, at “Anno 1591 haver ærlig og velbyrdig mand Ove Lunge ladet gøre denne tavle med kirkens og sognemændenes samrykke til Guds ære og kirkens beprydelse”.

Nederst, formodendig på den tilhørende predella, sås på begge sider atter årstallet 1591 og derunder Ove Lunges og hans hustrus adelige våbener og initialer. Ove Lunge, der hørte til på herregården Odden i Vendsyssel, var fra 1584 til 1597 lensmand på Aalborghus og har i sin embedsperiode også taget initiativet til anskaffelse af inventargenstande i andre af lenets kirker.

Altersølvet bestående af kalk og disk er ustemplet og uden indskrift, så det er vanskeligt at datere nøjagtigt. Det er formodendig fra sidste del af 1800-årene. I en rapport i Nationalmuseet fra ca. 1890 betegnes kalk og disk som nye. Oprindelig drak alle nadvergæsterne af kalken, men i 1934 besluttede man at indføre brug af sær kalke. Til altervinen anskaffede man i 1914/15 en alterkande af sort porcelæn fra Bing & Grøndahl med et gyldent kors på siden.

En tilsvarende oblatæske var allerede blev et anskaffet 1883/84. Porcelænssættet eksisterer stadig, medens den tidligere alterkande af messing og oblatæske af blik er forsvundet.

På alteret står to små, men smukke alterstager af messing. Efter stilen at dømme er de fra omkring 1625. De omtales første gang i 1679, hvor de blev vejet til 22 mark, hvilket svarer nøje til deres nuværende samlede vægt (lidt over 5 kg) , så der er ingen tvivl om, at det stadig er de samme. Alterstagerne er beregnet til vokslys, som var en stor udgift for kirken. Lysene blev støbt i Aalborg og – i hvert fald i 1662 – båret ud til kirken, for at de ikke skulle tage skade af transporten. For at spare den dyre bivoks blev der engang i 1800-årene anskaffer imiterede alterlys med en olielampe i toppen. Sådanne imiterede lys var ganske almindelige, men i 1891 besluttede man i Lillevorde at gå tilbage til rigtige lys igen.

Kirken ejer også en syvarmet lysestage, . som dog ikke står fremme i øjeblikket. Den er uden indskrift, men stager af denne type blev ofte skænket til kirkerne i 1930’rne. På alteret står endvidere et pat glasvaser, som er blevet anskaffer for testamentariske midler. De blev taget i brug juleaften 2011 og er fremstillet af glaskummeren Anne Flohr, der har værksted i den gamle skole lige ved siden af kirken.

Alterskranken ftk sin nuværende trefløjede form ved restaureringen i 1933, idet de gamle balustre dog blev genanvendt. Tidligere gik skranken tværs over koret. En sådan ombygning er ikke ualmindelig og skyldes oftest ønsket om at få plads til flere knælende ved skranken. I forbindelse med den tidligere omtalte overgang til særkalke blev der anbragt en hylde til dem bag på skranken.

Kirken havde oprindelig fladt bræddeloft, men i slumingen af middelalderen, i 1400-årenes senere del eller begyndelsen af 1500-årene, blev der indbygget et stjernehvælv med profilerede ribber i koret. Ikke længe efter blev skibet overhvælvet med to fag almindelige krydshvælv med retkantede ribber, og korbuen, der oprindelig havde været bygget af granitkvadre, blev ombygget for oven med mursten, så kvadrene kun blev bevaret i siderne.

Ligeledes i senmiddelalderen blev der opført et tårn ved kirkens vestende. Tårnet fik ikke lang levetid og havde i 1679 været borte i nogen tid, muligvis endda i lang tid. Da det forsvandt så tidligt, findes der ingen beskrivelser af det, men vi kan alligevel sige en del om det. Det har således stået i forbindelse med skibet gennem en spidsbuet åbning, som stadig er meget synlig inde i kirken som en niche, kantet med munkesten. Også udvendig kan tårnets plads iagttages, da de skråkantede sokkelsten mangler, hvor det har stået. Det fremgår heraf og af nogle fundamentsten, som tidligere kunne iagttages vest for gavlen, at der har været tale om et meget smalt tårn. Det har utvivlsomt hovedsagelig været opført af mursten, men forneden har man sikkert, som det var almindeligt, anvendt nogle af de kvadre, som blev fjernet fra vestgavlen, da tårnet blev opført. Efter tårnets nedbrydning kunne man derfor retablere vestgavlen med de oprindelige kvadre, men da der nu ikke længere var nok, blev det øverste af gavlen opbygget af mursten. I den nye vestgavl blev der indsat et vindue, som nævnes i 1679. Det var dog først ved restaureringen i 1933, at vinduet fik sin nuværende cirkelrunde udformning.

Da tårnet blev revet ned, blev klokken sikkert straks anbragt i en tømmerkonstruktion uden på kirkens vestgavl i 1679 hang den lille klokke i hvert fald sådan og må have gjort det i nogen tid, eftersom tømmeret, den hang i, var råddent. Hvornår klokken er blevet hængt ind i en åbning i vestgavlen er ikke til at afgøre. Måske er det først sket i 1800-årene ligesom i Valsted kirke. Åbningen med klokken er beskyttet af et lille tag, der i den nuværende udformning er opsat i 1950 i forbindelse med anskaffelse af en ny klokke. På er tidligere tidspunkt var her en uskøn, halvcirkelformet skærm med flad forside, vistnok af zink.

Den ny klokke fra 1950 er støbt af De Smithske Støberier i Aalborg. Den afløste en ældre fra 1893, hvis klang man ikke var tilfreds med. Før den havde kirken haft en underlig klokke uden egendig krone for oven, men med en aflang, fi rkantet tap med et hul i. Efter Nationalmuseets vurdering var den ikke af høj alder.

I slutningen af middelalderen blev der endvidere tilbygget et våbenhus uden for kirkens norddør. Det er formodendig sket, efter at tårnet er blevet bygget, da en del kvadre nederst i våbenhusets mure kunne tænkes at stamme fra vestgavlen og være blevet ledige ved tårnets opførelse. I øvrigt er våbenhuset opført af mursten i munkeforbandt. Gavlen er i gesimshøjde prydet af et tandsnit. I modsætning til den øvrige kirkes blytag har våbenhuset tegltag, og sådan har det været så lang tid tilbage, man kan følge det. Indvendigt er. hvælvet opført i et med ydermurene, og det har derfor ikke været nødvendigt, som inde i kor og skib, at opføre såkaldte skjoldbuer langs ydermurene til at bære hvælvets vægt. Der gør hvælvet i våbenhuset mere elegant. Kun mod den gamle mur ind mod kirken var en skjoldbue påkrævet.

Der er kun fundet få spor af kirkens middelalderlige kalkmalerier. Nu er vægge og hvælv hvidkalkede, men sådan har det ikke altid været, og der er fundet flere lag af bl.a. grå og beige kalk. Mest iøjnefaldende har korets blå vægfarve nok været. Blå var en almindelig farve på vægge og især hvælv i de danske kirker i midten af 1800-årene. De små oprindelige vinduer er sikkert allerede gået ud af brug i middelalderen og erstattet af nye og større. I 1679 havde kirken kun tre vinduer, nemlig to mod syd og et mod vest.

Ganske vist findes der stadig i dag to romanske vinduer mod nord og øst i koret, men af disse er vinduet i østgavlen som omtalt først blevet genskabt i 1933, og nordsidens vindue har utvivlsomt også været tilmuret og er sikkert først blevet genåbnet omkring 1850 af hensyn til kirkens udluftning. Således vides det nemlig med sikkerhed at være sket med det tilsvarende vindue i nabokirkerne i Romdrup og Sejlflod. I Lillevorde blev det genåbnede vindue forsynet med en lem af træ til udluftningen, og først ved restaureringen i 1933 kom der atter glas i.

Selv om de oprindelige små vinduer var blevet erstattet med nogle, der var større, klagedes der gennem tiderne flere gange over, at der var meget mørkt i kirken. I 1921 krævede kirkesynet, at der for at forbedre lysforholdene blev indsat et vindue i skibets nordside, hvor der ikke hidtil havde været noget, men da grevskabet Lindenborg overvejede at lade kirken overgå til selveje, stillede man foreløbig sagen i bero et år. Der skulle imidlertid komme til at gå længere tid, og da kirken omsider i 1925 overgik til selveje, var der endnu ikke kommet tilladelse fra kirkeministeriet til at indsætte det ny vindue. Grevskabet indbetalte derfor er beløb til stiftsøvrigheden til dækning af de forventede udgifter. Imidlertid udtalte kgl. bygningsinspektør Einar Packness sig kraftigt imod vinduet, som han mente ville virke uheldigt. Menighedsrådet lod sig overtale, og vinduet kom aldrig.

Da de nye vinduer i sin tid blev brudt gennem korets og skibets sydmure, beherskede man ikke mere kvaderbygningsteknikken, og vinduerne blev derfor kantet med mursten, som det var almindeligt dengang. I forbindelse med kirkens overgang til selveje forsøgte man at få grevskabet Lindenborg til at bekoste vinduesindfatninger af granit, men da vinduerne var i god stand, som de var, skønnede kommissionen ikke, at det kunne pålægges grevskabet at opfylde dette ønske. I arkitekt Lind-Madsens istandsættelsesforslag fra 1931 blev det igen foreslået at fa murstenene udskiftet med granit, men heller ikke denne gang kom det til udførelse, og kirken har derfor stadig de karakteristiske uregelmæssige, hvidkalkede murstenspartier omkring vinduerne.

I vindfløjen over skibets vestende læses årstallet 1809. Det er året, hvor en hovedistandsættelse fandt sted. Fløjstangen blev fornyet i 1851, men selve vindfløjen med årstallet blev bevaret. I 1986 blev både fløjstang og vindfløj fornyet, men årstallet 1809 blev gentaget, selv om den nye fløjstang er meget anderledes end den oprindelige, der bl.a. havde en kobberkugle midtvejs oppe.

Lillevorde kirke er som de fleste jyske landsbykirker opført af granitkvadre i den romanske stilperiode, formendig i årtierne omkring år 1200. Om der tidligere har stået en trækirke på stedet vides ikke. Vi siger, at kirkens oprindelige dele, koret og skibet, er opført af granirkvadre, men i virkeligheden danner kvadrene kun den ydre skal af de rykke mure, såkaldte kassemure, der udover kvadrene består af en murkerne og en indre skal af rå kampesten. Murkernen blev støbt af kalkmørtel med håndstore sten mellem de to skaller, efterhånden som murene rejste sig.

Ind mod kirkerummet er kampestenene jævnet med kalkrnørtel, men alligevel er murens indvendige side meget mere uregelmæssig end ydersiden af de smukt tilhuggede kvadre. Kvadrene er tildannet af de kampesten, man har kunnet finde i omegnen. Da stenmaterialet i de indsamlede sten var af forskellig art, fik de færdige kvadre også forskellige farver og strukturer, og det er netop dette, der giver de jyske kvaderstenskirker deres karakteristiske og smukke farvespil.

Det nederste kvaderskifte er udformet som en sokkel med skråkant foroven, men i øvrigt er kvadrene kun plant tilhugget på forsiden. Endvidere er kanterne rettet til, så kvadrene fremtræder firkantede, men ellers har kampestenene på bagsiden beholdt deres naturlige form. Ofte har man delt en kampesten på midten, så man fik to kvadre ud af den, men til gengæld blev de ikke så dybe. Blandt andet derfor er kvadermurene ikke nær så solide, som de ser ud til. Der kan let trænge vand ind bag kvadrene, så de løsner sig fra murkernen i frostvejr.

Gennem tiderne har større eller mindre partier derfor måttet sættes om, især på sydsiden, der er udsat for de største temperatursvingninger. I Lillevorde var kvadrene på østenden skredet ud i 1662, så man måtte hente Jørgen Murmester og hans folk i Aalborg, for at de kunne sætte dem op igen. Noget tilsvarende er utvivlsomt sket mange andre gange, uden at vi hører om det, og arkitektoniske detaljer kan således være blevet udvisket. Det må være forklaringen på, at sporene efter kirkens oprindelige syddør nu er forsvundet. Døråbningen til den tilsvarende norddør er derimod bevaret inde i det senere tilbyggede våbenhus. Det er en enkel, retkantet døråbning uden udsmykning.

Af de oprindelige vinduer er der bevaret et på korets nordside. Det er et typisk romansk vindue: ret lille med tragtformet lysåbning og opadtil afsluttet med en halvcirkelformet bue. På overliggeren er der som pynt indhugget tre buelinier koncentrisk med vinduesåbningen. Endvidere er korets oprindelige østvindue blevet genskabt ved en restaurering, der fandt sted i 1933. Det var kun bevaret som en indvendig niche, og desuden var der udvendigt på østgavlen indmuret en vinduesover ligger, dog ikke på oprindeligt sted. Genåbningen af vinduet var ikke med i arkitekt Lind-Madsens oprindelige istandsættelsesforslag fra 1931, men må være taget med, da man besluttede, at korets østvæg ikke mere skulle være dækket af en altertavle.

Så langt tilbage, man kan følge det, har koret og skibet været dækket af et blytag, og sådan kan det udmærket have været fra begyndelsen. Et blytag har dog en begrænset levetid, og det er blevet arnstøbt adskillige gange siden.

Kirkens særskilte beliggenhed sås tydeligere i gamle dage, da bebyggelsen var mindre, og gårdene lå vest for landsbygaden, den nuværende Randbyvej. Kirken var i middelalderen indviet til Sankt Nikolaj. Desuden skal der på kirkegården have været en Sankt Laurentii kilde, altså en helligkilde, som nævnes i 1400-årene. Der vides i øvrigt intet om den, og alle spor af den er for længst forsvundet. Kirkegården har i mange århundreder været omgivet af et stendige, men på grund af talrige reparationer kan der ikke mere være urørte partier tilbage. Selve stenene er dog naturligvis for en stor del de samme, men undertiden blev der ført nye sten til som i 1665, da man betalte for at få store sten gravet op, læsset på vogne og kørt til kirken. Bagefter blev der gravet græstørv, som blev lagt oven på det reparerede dige.

Kirkegårdens hovedindgang har urvivlsomt altid været mod vest. Senere hører man også om indgangen fra syd. Lågerne var indtil nyere tid af træ og er blevet udskiftet mange gange i tidens løb. Inde bag diget var kirkegården i ældre tid dækket af højt græs. I 1838 blev der anskaffet en hængelås til kirkegårdsporten. Formålet med låsen nævnes ikke, men fra andre af egnens kirker ved vi, at en af landsbyens beboere kunne opnå retten til græsset og derfor låste kirkegården af, så snart gudstjenesten var forbi. I Volsted var det en husmand, i Dall skolelæreren. Skolelæreren kunne hvert år høste to læs hø på kirkegården. Græsset måtte udnyttes som hø, for det var forbudt at græsse kreaturer på kirkegården. Undertiden skete det dog alligevel, men fra Lillevorde haves der ingen oplysninger om et sådant misbrug.

Fra kirkegårdsindgangene til kirken var der trampet stier gennem græsset, og først i 1860 hører vi, at gangene til kirken skulle holdes rene for græs. Senere blev de endvidere grusede.

Det var også først på denne rid, at gravminder af holdbare materialer som sten og støbejern blev almindelige, og først sent kom kirkegården til ar ligne der, vi kender i dag, med anlagte gange og vel vedligehold re gravsreder med pyntelige gravmonumenter efter ridens skiftende smag. Egentlige kunstneriske gravminder er sjældne på de danske kirkegårde, men på Lillevorde kirkegård kan man se en jernskulptur, skabt af billedhuggeren Erik Heide. Den forestiller Livets Hjul og er udført i 1971.

Syd for kirkegården og bygget sammen med diger har der været en kirkelade, hvor riendekorner blev opbevarer. I 1679 var den forsvundet, men man kunne endnu se den øde plads, hvor den havde stået. Af sporene i kirkegårdsdiget kunne man se, at den havde været 19 alen lang, dvs. ca. 12 m. Ved kirkens overgang til selveje i 1925 blev der reserveret et areal nord for kirkegården til fremtidige kirkegårdsudvidelser. Det var kirkens tidligere ejer, grevskabet Lindenborg, der måtte afgive dette areal, og i 1970’erne var der nær blevet brug for der. Hvis man udvidede kirkegården, kunne man nemlig på den ny delraplads til en kapelbygning med faciliteter for graveren.

Forskellige forhold talte dog imod planen, bl.a. at der ikke var behov for en udvidelse af kirkegården. Man besluttede derfor i stedet ar købe er hus vest for kirken for at rive det ned og på dets plads opføre kapelbygningen og anlægge en parkeringsplads. Da denne plan blev kendt i Lillevorde, vakre den voldsomt røre, og der blev indsamlet ikke mindre end 73 underskrifter imod den. Placeringen menres dog at være den bedst mulige, og kapelbygningen blev opført her i 1979.

Adgangen til kirkegården fra parkeringspladsen foregik dog stadig over den græsklædte skråning, som nok beregnedes som “smuk og enkel”, men som dog var vanskelig at færdes på i tøbrudsperioder. I 1992 fik man derfor udarbejder planer for en sti eller en trappe op over skrænten, og efterfølgende blev den nuværende trappe anlagt.