Gudum Kirke

Det område, hvor Gudum kirke ligger, udgjorde i stenalderen en ø i et lavvandet havområde. Efterhånden trak havet sig tilbage, men den tidligere ø gør sig stadig tydeligt gældende som en bakkeø i det omgivende flade landskab. Den tidligere havbund vedblev længe med at være fugtig og uegnet tillandbrugsmæssig udnyttelse, og først i slutningen af vikingetiden eller begyndelsen af middelalderen opstod der en række byer langs bakkeøens rand, således at beboerne bekvemt kunne udnytte det høje land til agerdyrkning og de lavtliggende flader til græsning. Gudum by ligger på samme måde, og selvom navnet antyder høj ælde, må man tro, at byen først er kommet til at ligge på det nuværende sted ved overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Områdets bedste udsigt
Medens Gudums gårde ligger på en lav strandvoldsslette ved foden af bakkeøen, har man lagt kirken højt oppe på selve bakken. En tilsvarende beliggenhed har de fleste af bakkeøens andre kirker i øvrigt også, tydeligst i Romdrup og Sejlflod. Kirken har fra gammel tid været hegnet af et stendige, der skulle holde løstgående kreaturer ude. I forbindelse med indgangene var der desuden anbragt jernriste, som mennesker kunne passere hen over, men som forhindrede dyr i at slippe ind. En sådan rist omtales i 1600-årene i forbindelse med en reparation. På den tid nævnes både en søndre og en vestre port samt en mindre låge mod øst.

Kirkestien fører til?

Lågen, der i dag blot fører ud til en mark, gav tidligere adgang til en kirkesti, som man endnu på ældre kort kan se føre op over marken i nordøstlig retning. Også de to andre udgange findes stadig, men sydporten måtte flyttes, da kirkegården i 1844 blev udvidet med et stort areal mod syd. Om det nye stykke kirkegård blev der bygget et nyt stendige, men ellers er stenene nok hovedsagelig de samme, som altid har været der. Talrige reparationer har dog bevirket, at der ikke er urørte digepartier bevaret. Grotten, der er bygget ind i østdiget, stammer fra en vandinstallation i 1943.

Forsvundet runesten
Indtil midten af 1700-årene stod der en runesten i diget. Den er nu forsvundet, men indskriften kendes: “østen lod rejse denne sten for sin fader Utvagens sjæl”. Forskellige træk viser, at stenen hører til de yngste runesten, og den er muligvis oprindelig rejst på selve kirkegården. Inde bag kirkediget så der i ældre tid meget anderledes ud end i dag, idet græsset groede omtrent frit overalt. Gravene kunne være markeret med et simpelt trækors eller lignende, og først midt i 1800-tallet begyndte egentlige gravmonumenter at blive almindelige.

Et fornemt gravmonument som det for Andreas Møller, der døde i 1809, er en sjældenhed på en landsbykirkegård. Fra kirkegårdens indgange til kirken var der trampet stier, men først i slutningen af 1800-årene hører vi om, at de skulle gruses. I 1919 indledtes et større reguleringsarbejde, hvorved nye gange blev anlagt, og i 1930 lod man en gartner forestå en nyindretning af kirkegården med beplantninger og alletræer. Man nærmede sig nu nutidens smag med de meget velordnede kirkegårde og de velholdte gravsteder.

Solgt af kongen, købt af herregården
Kapel- og graverbygningen i kirkegårdens nordvestlige hjørne blev opført 1972-73. I Gudum sogn ligger herregården Gudumlund, som i 1678 købte Gudum kirke af kongen. Dette nye ejerskab kom til at betyde overmåde meget for kirken og ikke mindst dens inventar. I 1798 købte Lindenborg Gudumlund gods og lod det et par år senere indgå i grevskabet Lindenborg. Kirken hørte herefter under Lindenborg til 1925, da den overgik til selveje.

Kalkmalerier

Ikke mange år efter, at kirken stod færdig, blev væggene i både kor og skib smykket med kalkmalerier i romansk stil, men nu er der ikke mange rester af denne tidlige udsmykning tilbage. Højt oppe på skibets nordvæg og gående ind under det senere indbyggede hvælv ses en stump af en dekorativ frise, og derunder skimtes en række hoveder, hvoraf nogle bærer jødehatte, andre glorier. Maleriet må dateres til tiden lige efter 1200. Endnu ældre er måske et maleri, som er blevet afdækket lavt på nordvæggen ved siden af den tilmurede dør. Det er udført med sorte konturstreger og viser en bevæbnet rytter og et eller andet udyr, måske en løve. Maleriet er nu overført til en plade, der er anbragt i våbenhuset.
På væggene er bevaret enkelte spor af romanske kalkmalerier fra kirkens ældste tid, men mere iøjnefaldende er hvælvenes rige udsmykning med malerier fra tiden omkring 1550. Her ses David og Goliath.

På den øverste del af apsismuren ses endvidere en række overkalkede stukglorier. En enkelt er afdækket og viser de sparsomme farverester. Oprindelig har glorierne været forgyldte og har kranset hovederne på de tolv apostle. Normalt dateres sådanne kalkmalerier med stukglorier til tiden omkring 1250, men de kan måske være lidt ældre.

På et tidspunkt har man fundet denne fremstilling af apostlene gammeldags, eller måske har den været beskadiget. Man kalkede den i hvert fald over, og kun de modellerede glorier røbede, at den havde været der. Fund af farver i de dækkende kalklag viser, at hele apsisvæggen i en periode har været blå. Det er måske bl.a. denne farve, der henvises til, når det i 1892 bestemtes, at kirken skulle “kalkfarves indvendig med de samme farver, som forefindes”.

De omtalte rester af romanske kalkmalerier blev opdaget og restaureret 1974-75. Samtidigt fremdrog man også en omfattende udsmykning af korhvælvet, mest bestående af rankedekorationer, men også med enkelte gammeltestamentlige scener, hvoraf beretningen om kobberslangen er den bedst bevarede, medens der kun er fragmenter tilbage af Isaks ofring. Centralt i udsmykningen ses et par våbenskjolde, hvoraf det ene viser slægten Roeds våben. På det tilhørende skriftbånd læses et årstal i 1550’erne. I 1647 kunne man også læse navnene Tord Roed og Anne Friisdatter her, så det andet våbenskjold må have været for slægten Friis. Ægteparret, der ejede Vårstgård ra kilometer fra Gudum, ligger begravet under korgulvet. Udsmykningen er vel udført, inden slægten uddøde i 1558.

Mest iøjnefaldende er dog den fra gammel tid kendte bemaling af skibets østlige hvælving. Malerierne har en overgang været så til sodede af kirkens kakkelovn, at Nationalmuseets konservator i 1929 betegnede det som en danmarksrekord, men siden er de blevet restaureret et par gange og fremtræder nu klart og tydeligt omend ikke helt med den oprindelige friskhed.
Alterbilledet - på livets kant

Poul Anker Bech har malet en altertavle. Han er skeptikeren, ironikeren og drillepinden. Men han har gjort det med en respektfuld tilgang til opgaven, selv om det er malet i hans typiske stil. Man ser en flok mennesker, der går på en af Poul Anker Bechs karakteristiske kanter. Den er spændt op i en elliptisk bue. De bevæger sig bort mod et mål i det fjerne.

Ved nærmere eftersyn er det ikke en flok, men en række enkeltpersoner og smågrupper, der tilfældigvis er på vej det samme sted hen. Der er yngre, der er ældre. Der er fx en yngre fiks kvinde med en puddelhund og en moden kvinde med hat. Der er to bedsteforældre med barnebarnet, der løber og leger omkring dem, frem og tilbage.

Nogle går i egne tanker og nyder det gode vejr. Andre går og småsnakker. Pæne mennesker alle sammen. Bedsteborgere på søndagsudflugten, måske. Måske har de været i kirke om formiddagen, måske ikke. Der er ingen skæve eksistenser. De er alle gode samfundsborgere. Alt ånder idyl.

De er ikke opmærksomme på, at afgrunden truer under deres sikre og betryggede verden. Som i mange af Poul Anker Bechs billeder er den ordnede, civiliserede verden kun en tynd skal over et fortvivlende iskoldt tomrum, som mennesket kan falde i og blive opslugt af.

På andre billeder sidder de og dingler sorgløst med benene ud over kanten. Her ser de spadserende ikke afgrunden, det er en fridag i deres liv. De ved ikke, de kan falde ud af virkeligheden. Bortset fra en. Manden i forgrunden, som kæmper sig op ad den stejle skrænt. Hvordan de andre er kommet op, er ikke til at sige; men hverken bedsteforældrene med barnebarnet, den unge kvinde med pudlen eller den modne kvinde ser ud til at have været igennem en strabadserende opstigning. De er ikke forpustede, men spadserer stille og roligt fremad. De er der bare. De er landet midt i deres bedsteborgerlige liv uden kampe og anstrengelser.

De er øjensynligt født til søndagslivet. Men han, manden i forgrunden! Det er han ikke. Han ser afgrunden. Han er sig meget bevidst, at den truer. Han kæmper for at komme derop, hvor de andre er; for han kan se, at dér er godt at være. Deroppe er de ikke bange. Der nyder de livet. Han er ikke på søndagsudflugt.

Han kæmper, han har arbejdstasken i højre hånd. Det går behageligt ned ad bakke for de spadserende; men det er livets kant, de går på. De tror, de er på søndagsudflugt; men for enden venter afgrunden og gyset. De ved det ikke; men de skal konfronteres med deres egen tilintetgørelse. Man ser, det allerede er tyndet ud blandt dem, der er nået længst. Den forreste går helt alene, for over for døden er man i den sidste ende altid alene.
Og så står man så der for enden. På den yderste kant. Ved afslutningen. Og kigger – på hvad?

Perspektivet går i bogstaveligste forstand i opløsning, det, som vi ellers regulerer og styrer vort liv med. Det, som giver tilværelsen struktur. Verden kæntrer. Det store intet er klar til at opsluge os. Eller hvad?

Nej, Poul Anker Bech har mere at sige. Han kender også menneskets håb. Han kender de menneskelige længsler og drømme. Også de metafysiske.Da det desuden ikke er for ingenting, at Poul Anker Bech er gammel pilot, inviterer han os med op i sin flyvemaskine. Hvis vi lægger hovedet på skrå ned mod højre skulder og ser på billedet, så falder et nyt perspektiv på plads.

Vi flyver nu hen over havet, som før var himlen. Skyen, der hang truende over den yderste kant, er forvandlet til en lys og venlig kystlinie. Himlen rødmer let over horisonten i det fjerne, det er aften. Vi flyver mod vest, mod det dejlige land, den ”flygtige drøm om evighedsøen i tidernes strøm” (DS 561,4). Eller er det mod øst, mod det forjættede land, der ”hilses i morgenens spejlklare strand” (DS 561,3)?

Nu er perspektivet linet op. Der går en lige linie tilbage til det absurde teater og eksistentialismen. Alterbilledet fortæller i sit hovedmotiv om mennesket stillet over for tomheden, om mennesket stillet over for døden, fortvivlelsen. Nu ingen udflugter: Dette er virkeligheden! Nogle vil vige forfærdede tilbage, lukke øjnene og dulme smerten. Men der er ingen vej tilbage. Andre vil gå det uafvendelige i møde med stoisk ro. Atter andre tror på, at der venter nyt liv hinsides afgrunden og synger Grundtvigs salme:

Letvingede håb! Gudbroder, nyfødt i den hellige dåb! O, lån os den fjederham, Ånden dig gav, Så tit vi kan flyve til landet bag hav, Hvor evigheds sol skinner klart allen stund På saligheds grund! (DS 321,5)

Hvad Poul Anker Bech selv tror og mener, siger billedet intet om; for han blev ikke sat i verden for at give svar, men for at stille spørgsmål på baggrund af det, han ser. Eksistentielle spørgsmål. Med alterbilledets dobbeltperspektiv har han givet plads til både troen og tvivlen. Han har konfronteret den kristne traditions evighedslængsel og modernismens afvisning: der er kun, hvad du ser.

Men repræsenterer alterbilledet et moderne menneskes forståelseshorisont, giver det også god mening at kombinere det med Niels Helledies krucifiks. Han blev nemlig sat i verden for at give svar. For mens Poul Anker Bechs billeder altid er åbne for tolkninger, er Niels Helledie indiskutabelt bundet til den kristne tradition. Stædigt og vedholdende har han givet sit éntydige svar i krucifiks efter krucifiks, lige siden han begyndte at lave sine uudgrundelige romanske Kristusfigurer.

Nu står hans Kristus så på alteret i Gudumholm kirke og forkynder: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Johs. 11,25) Hvis man så går med Helledie ombord i troens skib, er der som altid hos ham plads til en robust og ligefrem livsglæde, som næsten forstærkes af, at man har set døden i øjnene: ”dit rige er der, hvor man død byder trods, det komme til os!” (DS 561,11) Lars-Erich Stephansen
Kirkebygningens opførelse

I Viborg bispearkiv fra juli 1904 kan man finde tegninger med beskrivelse og overslag til en ny kirke, ledsaget af et andragende om statstilskud på kr. 18.500 kr. (dette beløb var på daværende tidspunkt det højeste beløb, man den gang ydede som tilskud til opførelse af en landsbykirke).

1. august 1904 sender Ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet sagen tilbage med forslag om, at ministeriet ikke for tiden vil kunne stille forslag om bevilling til en ny kirke i Gudumholm, og at en betingelse for et sådant forslag om bevilling vil være, at beboerne, foruden at tilvejebringe en vedligeholdelsesfond på 2.500 kr., må yde et tilskud til selve kirkebygningen. Denne skrivelse er underskrevet af minister for kirke og undervisning I. C. Christensen, der efter systemskiftet i 1901, ville forberede kirken på større selvstændighed, for at enhver tanke om adskillelse af stat og kirke kunne forhindres. Derfor fik Christensen i 1903 vedtaget en lov, som påbød, at der skulle være et menighedsråd i hvert eneste sogn i Danmark.

Der var nedsat en komité og hele byen var nu i gang med at samle ind til kirken. Det foregik, som ved senere indsamlinger til kirken, ved en stor basar. Grunden til kirken blev skænket af grev Schimmelmann på Lindenborg, der også skænkede grunden til kirkegården, der den gang lå på den anden side af jernbanen.

Forpagter O. C. Brønnum, der sammen med daværende provst Sommer, købmand Steenberg, gårdejer Knud Nielsen, gårdejer Knud Sørensen, tømrermester Nielsen, forpagter Nic. Peter Krebs og lærer J. M. Johansen sad i kirkekomiteen, havde en god ven i København, og denne skænkede kirkens klokke, der siden er skiftet ud.

En anden ven af Brønnum skænkede lysekronerne til kirken. Efter to års arbejde stod kirken færdig, og byggesummen løb op på kr. 25.000. Året efter indvielsen blev byen begunstiget med et apotek, og til sammenligning kostede denne bygning 18.000. Man havde utvivlsomt fået meget kirke for pengene, takket være mange gode gaver fra lokale.
Inventar

Den 19. december 1909 kunne den nye kirke indvies, og dermed ophørte de gudstjenester, der hver 3. søndag var afholdt i en sal på Asylgården midt i byen. Kirkens arkitekt er L. Olesen, København, der også har tegnet kirkerne i Løgstør fra 1892, Dorf fra 1900, Lyngså fra 1902, Hjallerup og Agersted fra 1903, Badskær fra 1909 og Melholt fra 1911 og desuden også den i Aalborg så kendte bygning Sohngårdsholm fra 1896. Sammen med O. P. Momme har han desuden tegnet Vor Frelsers kirke i Aalborg 1900-02. Ved indvielsen tog kirken sig enkel og smuk ud, med et trækors som altertavle.

Sådan begyndte det også i flere af de andre ”Olesen-kirker”, således i Hjallerup, Agersted og Badskær kirker, men der kom ikke til at gå lang tid, før kirken blev udstyret med et alterbillede. Aalborg Atstidende skriver i artiklen om kirkeindvielsen: ”Kirkerummet er lyst og venligt. Bag to hvide Buer findes Alteret. Foreløbig nøjes dette med et enkelt egetræskors, kønt i sin Fattigdom. Men gudumholmerne vil nu helst have en rigtig Altertavle”.

Det blev den gamle kirkekomites første udsmykningsopgave i det, der i forhandlingsprotokollen bliver omtalt som bestyrelsen af Gudumholm filialkirke i Gudum sogn. Det oprindelige kors over alteret blev nu opsat i kirkens kapel, indtil det fandt sin nuværende plads i 1935 over prædikestolen. Bag kirkebænken i våbenhus findes fler e inskriptioner med blyant fra forskellige omforandringer i kirken, og den ældste er fra 1911 – mon ikke den har med alterbilledet at gøre?
Alterbilledet var en kopi af Poul Peter Rubens ”Die auferweckung des Lazarus”, der nu er nedtaget, efter det nye af Poul Anker Bech i 2009 er opsat. Stående på alteret ses bronzekors af Niels Helledie, se omtale senere. Det gamle alterbillede er anbragt i kirkens kapel, der ligger op til korets nordvæg.
Senere om- og tilbygninger

Et eksempel på glæden ved at løfte i flok ses af to bevarede eksemplarer af ”Gudumholm Avis”, der for 25 øre blev solgt til fordel for det, der blev kaldt det nye orgel i Gudumholm kirke, dateret henholdsvis onsdag den 28. februar, og fredag den 2. marts 1923, som det ses herunder. Her var et program for selve basaren, samt sponsorannoncer for Gudumholm Manufaktur- og Herreekviperingsforretning, Gudumholm Tømmerhandel og Gudumholm Apotek.

Der var også en takkevise, hvis første vers lyder sådan her:
Mel: Kom, Brødre. Nu vil til Slut vi sjunge
til Gamle og til Unge en Tak til hver og én
som støttede Ideen. En tak til hele
Raadet, som udfandt selve Maalet. En Tak
til hver især, som hjalp med dette her.

I slutningen af 1923 blev det besluttet at indhente tilbud om at få elektrisk lys i kirken, ligesom et ydmygt ønske fra degnen om en måtte til degnestolen blev imødekommet. I begyndelsen af 1924 ses ansøgning fra ringeren om at få fastsat løn for trædning af bælgene i orgelet. Man enedes om at tilbyde ham en årlig løn på 50 kr., ”for hvilket han havde erklæret sig villig til at udføre ovennævnte arbejde”.

Inden kirkens 25 års fødselsdag den 19. december 1934 blev der igen afholdt basar til fordel for en restaurering af kirken, og der blev anskaffet 50 særkalke og påmonteret hylde på alterskranken, og i 1935 blev kirken malet både indvendigt og udvendigt, ligesom træværket blev malet, således at farverne nu var ens. En ting som man egentlig havde næret ønske om længe, og som faktisk også blev bemærket i Amtstidende 25 år forinden: ”Også prædikestolen er af Egetræ, eller i hvert fald egetræsmalet. Men hvorfor er ikke alt Træværk det samme? Nu straaler Stole og Pulpitur i skrigende grønne og røde Farver”.

I 1935 fik alterbilledet en ny ramme til erstatning af den sorte gipsramme, som den oprindeligt var monteret i. De mange temperaturskift i den uopvarmede kirke havde gjort rammen dårlig. I denne nye mere bastante ramme var der i bundstykket et skriftssted fra Joh. 11. 25: Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig skal leve, om han end dør. I 1942 blev orgelet udbygget, og det var ikke længere muligt at komme over i orgelpulpiturets nordre del, der nu fungerer som et ”lukket museum”, fra den gang der var plads til et lille lokalt kor omkring organisten. Nu sidder organisten i sydsiden og betjener dette såkaldte pneumatiske orgel

I 1978 fik Gudumholm kirke en ny klokke, til erstatning for den gamle, der var revnet. 50-året blev også markeret med fødselsdagsgudstjeneste den 19. december 1959, hvor biskoppen var indbudt og prædikede, og senere var der kaffebord for menigheden på Gudumholm Hotel. Den 30. marts 1968 kørte Hadsund-Peter (Hadsundbanen) for sidste gang, og nu blev kirkegården omsider forenet med kirken, uden at man skulle have agtpågivenhed for togtider og ekstratog. I 1971 blev kirken sidst malet indvendigt, og i 1972 blev et nyt kirkegårdsprojekt godkendt i Stiftsøvrigheden. Dette indebar bl. a. køb af mere jord hos en af naboerne til kirken m. h. p. en udvidelse af kirkegården. Året efter fremkom der ønsker om en skolesti over kirkegården mellem den gamle og ny kirkegård, d.v.s. dér, hvor togsporet gik tidligere (der var en sti langs med). Dette blev dog nedstemt, og først 30 år senere lykkedes det at blive enige om at lave en asfalteret vej vest om den gamle kirkegårdsdel (hvor man i gamle dage trak kvæg til stationen), således at man i dag kan gå og cykle vest om kirkegården. Strækningen blev åbnet af Sejlflod Kommunes daværende borgmester, Kristian Schnoor, der selv mødte op på racercykel, og i sin tale mindedes de gode gamle dage med Hadsundbanen.

Og det må da også siges at være ren idyl, når man fra kirkens parkeringsplads, vest om kirkegården, færdes gennem stien på kirkens reservejord, hvor der er anlagt bålsted til fri afbenyttelse.
De seneste 50 år

Fra kirkens reservejord går en gammel sti videre op over bakken til det, der i dag er områdets vandværk. I 1975 vedtog menighedsrådet at anvende det meste af et beløb fra kirkens 50 års jubilæum, en såkaldt borgergave, til indkøb af to kandelabre, der blev taget i brug i 1977. I 1977 vedtog man også at lave en pænere overgang fra den gamle til den nye kirkegård, og i dag tænker de færreste på, at Seljerønsalleen viser, hvor der i gamle dage lå en vej op til kirkegården, på den anden side af togsporet. I 1981 blev der lavet ny parkeringsplads til kirken, langs kirkegården.

Den 19. december 1984 var det 75 år siden Gudumholm kirke blev indviet. Fødselsdagen fejredes 4. søndag i advent, den 23. december med en festgudstjeneste, hvor biskop Henrik Christiansen, Aalborg, prædikede, og et børnekor fra Gudumholm skole medvirkede. I altertjenesten deltog sognepræsten Jakob Grosbøll. Festlighederne fortsatte i Gudum Forsamlingshus, hvor også bl. a. forhenværende sognepræst, Hans Jørgen Pedersen var inviteret. Kirken har i dag en grøn messehagel, også en såkaldt borgergave fra 1998 med smuk treenighedssymbolik, ligesom der i forbindelse med 100-året er skænket kirken en smuk stola. Stolaen har foruden tro, håb og kærlighed, viekorset som bærende symbol, et symbol vi også finder overalt i kirken.

Kirkens døbefont af træ stod oprindeligt i korets nordside, og fonten har nu igen fået plads der. Ovenover hænger en båd eller et skib af bronze af Niels Helledie, der giver associationer tilbage til vikingetiden og overgangen til kristendommen. I mange landsbykirker ses skibet enten som kalkmaleri eller som en rigtig sejlskibsmodel, der hænger under loftet. Meningen er her den samme: Kirken er skibet på verdenshavet, og menneskelivet ses som en sejlads, i medgang og modgang, og fra Det nye Testamente husker vi disciplene, som blev bange i uvejret på Genezeret Sø, skønt flere af dem var garvede søfolk, og Jesus sov trygt, indtil han blev vækket og fik stormen til at lægge sig.

Kort før Grundtvig døde, næsten 90 år gammel, skrev han i sit sidste digt om, hvordan han følte sig om bord på et skib i havsnød, men følte sig tryg ved, at Jesus var om bord. Sådan kan skibet, kirkeskibet også sætte tanker i gang, når forældre og faddere samles om kirkens gamle døbefont:

Gammel nok jeg nu er blevet mellem vuggen min og grav, nu jeg står ved falderebet ved det store, vilde hav, hvor magneten er Gudsordet, og Guds ånd står selv ved roret.