Gudumholm Kirke

Kirken er egentlig opført på gammel havbund, idet havet i stenalderen gik helt op til kridtbakken. Her har man fundet rester efter vore forfædre, der ernærede sig ved fiskeri. Gudumholm by er på mange måder grundlagt af den legendariske Fridrich von Buchwald, som i 1776 fik overdraget Gudumlund Hovedgård af sin mor, Ida Ilsabe von Bassewitz. Buchwaldslægten har i øvrigt også sat sit spor i Gudumholm kirkes moderkirke, Gudum kirke, der går helt tilbage til middelalderen. Straks efter overdragelsen i 1776 påbegyndte F. v. Buchwald bygningen af nogle dæmninger, for at hindre vandet i at trænge ind i mosestrækningerne, som de havde købt af kronen.

Og der blev bygget..

I 1778 står Lindenborg Å-kanal færdig, som man passerer bl. a. sydfra, når man kører over ”den Skæve Bro” mod Gudumholm. Derefter begyndte Buchwald opførelsen af et stort kalkværk, og dermed lagde han fundamentet til det, der skulle blive til Gudumholm. Garveri, handskefabrik, væve- og linnedfabrikken var da allerede anlagt ved selve hovedgården.

Tidligere stod mindestenen for F. v. Buchwald også på kirkens grund, placeret her i 1966, men nu lever den en mere tilbagetrukken tilværelse i kvarteret Buchwaldshave. Men F. Buchwald er på ingen måde glemt, og spændende er det for Gudumholm skoles børn at høre om dette industriimperium, der desværre gik fallit i 1798, ikke kun på grund af kanalgravningen, men også fordi Buchwald gik i spidsen, for at gøre vilkårene tåleligere for sine bønder ved at påbegynde afskaffelse af hoveriet allerede i 1781, flere år før stavnbåndets ophævelse i 1788. Dette krævede mange midler, som måtte fremskaffes ved lån og ved igangsættende industrivirksomhed. Uden denne foretagsomhed, ville området igen ende som mose.

Grev Ernst Heinrich von Schimmelmann, Lindenborg, der havde opkøbt godset Gudumlund, efter Fr. v. Buchwald forlod rorpinden, fortsatte med at anlægge fabrikker: Et teglværk i 1803, derefter saltværk, sæbesyderi og en kemisk fabrik foruden fajancefabrikken.

Og udvidet..

I 1803 kom oprettelsen af et pottemagerværksted og senere en fajancefabrik. Under grevskabet Lindenborg blev der indenfor en kort årrække, for lidt over 200 år siden, opført en række små fabrikker med tilhørende arbejderhuse: Gudumlunds Fabrikker, som de hed, blev derfor forløberen for det nuværende Gudumholm. I 1832 blev disse aktiviteter dog koncentreret omkring to tilbageværende ting, kalkværket og teglværket, og således så det ud omkring 1900, hvor udviklingen tager et kæmpe spring med anlæggelsen af jernbanen.

Fra Gudumlunds Fabrik til?

Der blev anlagt station, og denne kom til at hedde Gudumholm Station. Ved starten af 1900-tallet var der også den store melmølle, der i 1861 blev flyttet fra hovedgården i Gudumlund til kanalen i Gudumholm. Efter århundredskiftet havde byen desuden fået 3 købmænd, en brugsforening, hotel, realskole, afholdshotel, og en vindmølle, og der kom flere og flere håndværksmestre til. Af kirkebogen kan man dog se, at der gik et par år inden byens navn, Gudumholm, slog rigtigt igennem. Den almindelige betegnelse var i begyndelsen Gudumlunds Fabrik. I kirkebogen finder man også mere specifikke navne, såsom Det gamle Telt, der hentyder til det sted, hvor de soldater, der var udlånt til grev Schimmelmann, havde haft deres gamle teltlejr. Flere gudumholmere mindes således Teltvejen, øst om byen.

... Gudumholm

Navnet Gudumholm går imidlertid langt tilbage, og første gang vi hører om Gudumholm, eller som det hed den gang, for meget længe siden, Guthingholm, er i et af Valdemar Atterdags breve fra 1345, hvor det betegner området mellem Romdrup Å og Lindenborg Å, mod nord afgrænset af Limfjorden. I 1904 blev Hotel Gudumholm indviet, og omkring den tid var man allerede i gang med at arbejde på at få en kirke. Man havde i længere tid talt om muligheden for at få et forsamlingshus i byen. Der blev holdt et møde om det, men her kom forpagteren på Gudumlund Hovedgård, Oluf Chr. Brønnum med et nyt forslag: Hvorfor ikke bygge en kirke?

Kirken nu

Lyd- og teleslyngeanlægget blev anskaffet i 2000, og snart efter fulgte tilsvarende anlæg i pastoratets to andre kirker, Gudum og Lillevorde. I dag kommer mange skolebørn ned i kirken med deres lærere, nogle for at gå på egen hånd, andre for at høre lidt om kirken og kirkegården. Minikonfirmander og konfirmander undervises i dertil indrettet lokale på Gudumholm Skole, og mange ture går derfor til kirken, hvor en del af undervisningen også foregår.

Indvielsen af det nye alterbillede i Gudumholm Kirke, december 2009. Foto: Christian Roar Pedersen

Kirkens nye alterbillede taler godt til et menneske i vor tid, og mange kender maleren Poul Anker Bechs billeder, hvor man ikke kun betragter i et perspektiv, men også må lægge hovedet på skrå og forestille sig, at vi nu er i luften og ser det hele ovenfra. Kirkens nye alterbillede er ingen undtagelse. Alligevel vil mange nok få associationer i retning af Gudumholm bys kridtskråning, der ved kirken gennembrydes af en sti, hvorfra man har en fantastisk udsigt ud over kæret og mosen. Mangen en gudumholmer har vandret her på kridtbakkens kant og glædet sig over udsigten, måske kombineret med et strejf af udlængsel, eller glæde over at være hjemme igen, eller at høre hjemme her. Derfor virker alterbilledet på en måde bekendt, når man ser denne række af forskellige mennesker, som vandrer på toppen af en skråning. Længst ude i øst ses en kant, og her i kirken ledes tanken hen på Golgata. I sine forstudier havde Poul Anker Beck lavet en lille høj længst ude, som ethvert menneske må over.

Denne høj ses ikke på det færdige billede, men her ses tydeligt en kant eller et skel inden… og inden perspektivet i øvrigt drejes. En beskuer i kirken vil også med flere salmelinjer på læben lægge hovedet på skrå og se stranden yderst ude i øst som en livets kyst. Efter billedet er blevet færdigt, har undertegnede tilfældigt haft en lille øjenåbner med en kobling til B. S. Ingemanns salme nr. 381 i salmebogen: Igennem nat og trængsel, som gengivet herunder:
1.Igennem nat og trængsel går sjælens valfartsgang med stille håb og længsel, med dyb forventnings sang. Det gennem natten luer, det lysner gennem sky til broder broder skuer og kender ham på ny.
2.Vor nat det lys oplive, som aldrig slukkes ud; ét sind os alle give i trængsel trøstens Gud; ét hjerte kærligt lue i hver korsdragers bryst, én Gud, til hvem vi skue, én tro, ét håb, én trøst!
3.Én røst fra tusind munde, én ånd i tusinds røst, én fred, hvortil vi stunde, én frelsens, nådens kyst, én sorg, ét savn, én længsel, én Fader her og hist, én udgang af al trængsel, ét liv i Jesus Krist!
4.Så gå vi med hverandre den store pilgrimsgang. Til Golgata vi vandre i ånd, med bøn og sang. Fra kors, fra grav vi stige med salig lov og pris til den Opstandnes rige, til frelsens Paradis. Rom 15,4-9; Ef 4,4-8 B.S. Ingemann 1843.

Poul Anker Bech kalder denne salme for ”tæt på” og ”næsten dækkende for mit billede”. Andre vil naturligvis gennem dag og år gøre sig mange andre tanker. Spændende er det også at gå lidt tættere på og se nærmere på ”de levende” der vandrende ses nær ved og langt ude på skråningen, tæt på den yderste kant.

De kan ses som vandrende på tidens kant, og man kan jo også tænke på den dåbssalme, der ofte er brugt i pastoratets tre kirker, nr. 448, vers 5, hvor det om tidens grænse lyder:

Og ved tidens grænse lever fortsat dine løfteord ved døbefonten, dåbens lys er tændt, når livet slukkes.
Alterbilledet kan på denne måde inspirere til at sætte nye ord på troen, håbet og kærligheden: At vi ikke behøves at stå som nomader ved tidens rand og indse den totale ensomhed. I kirken skal det glædelige budskab lede os på andre tanker.
Jan Brogaard
Alterbilledet - på livets kant

Poul Anker Bech har malet en altertavle. Han er skeptikeren, ironikeren og drillepinden. Men han har gjort det med en respektfuld tilgang til opgaven, selv om det er malet i hans typiske stil. Man ser en flok mennesker, der går på en af Poul Anker Bechs karakteristiske kanter. Den er spændt op i en elliptisk bue. De bevæger sig bort mod et mål i det fjerne.

Ved nærmere eftersyn er det ikke en flok, men en række enkeltpersoner og smågrupper, der tilfældigvis er på vej det samme sted hen. Der er yngre, der er ældre. Der er fx en yngre fiks kvinde med en puddelhund og en moden kvinde med hat. Der er to bedsteforældre med barnebarnet, der løber og leger omkring dem, frem og tilbage.

Nogle går i egne tanker og nyder det gode vejr. Andre går og småsnakker. Pæne mennesker alle sammen. Bedsteborgere på søndagsudflugten, måske. Måske har de været i kirke om formiddagen, måske ikke. Der er ingen skæve eksistenser. De er alle gode samfundsborgere. Alt ånder idyl.

De er ikke opmærksomme på, at afgrunden truer under deres sikre og betryggede verden. Som i mange af Poul Anker Bechs billeder er den ordnede, civiliserede verden kun en tynd skal over et fortvivlende iskoldt tomrum, som mennesket kan falde i og blive opslugt af.

På andre billeder sidder de og dingler sorgløst med benene ud over kanten. Her ser de spadserende ikke afgrunden, det er en fridag i deres liv. De ved ikke, de kan falde ud af virkeligheden. Bortset fra en. Manden i forgrunden, som kæmper sig op ad den stejle skrænt. Hvordan de andre er kommet op, er ikke til at sige; men hverken bedsteforældrene med barnebarnet, den unge kvinde med pudlen eller den modne kvinde ser ud til at have været igennem en strabadserende opstigning. De er ikke forpustede, men spadserer stille og roligt fremad. De er der bare. De er landet midt i deres bedsteborgerlige liv uden kampe og anstrengelser.

De er øjensynligt født til søndagslivet. Men han, manden i forgrunden! Det er han ikke. Han ser afgrunden. Han er sig meget bevidst, at den truer. Han kæmper for at komme derop, hvor de andre er; for han kan se, at dér er godt at være. Deroppe er de ikke bange. Der nyder de livet. Han er ikke på søndagsudflugt.

Han kæmper, han har arbejdstasken i højre hånd. Det går behageligt ned ad bakke for de spadserende; men det er livets kant, de går på. De tror, de er på søndagsudflugt; men for enden venter afgrunden og gyset. De ved det ikke; men de skal konfronteres med deres egen tilintetgørelse. Man ser, det allerede er tyndet ud blandt dem, der er nået længst. Den forreste går helt alene, for over for døden er man i den sidste ende altid alene.
Og så står man så der for enden. På den yderste kant. Ved afslutningen. Og kigger – på hvad?

Perspektivet går i bogstaveligste forstand i opløsning, det, som vi ellers regulerer og styrer vort liv med. Det, som giver tilværelsen struktur. Verden kæntrer. Det store intet er klar til at opsluge os. Eller hvad?

Nej, Poul Anker Bech har mere at sige. Han kender også menneskets håb. Han kender de menneskelige længsler og drømme. Også de metafysiske.Da det desuden ikke er for ingenting, at Poul Anker Bech er gammel pilot, inviterer han os med op i sin flyvemaskine. Hvis vi lægger hovedet på skrå ned mod højre skulder og ser på billedet, så falder et nyt perspektiv på plads.

Vi flyver nu hen over havet, som før var himlen. Skyen, der hang truende over den yderste kant, er forvandlet til en lys og venlig kystlinie. Himlen rødmer let over horisonten i det fjerne, det er aften. Vi flyver mod vest, mod det dejlige land, den ”flygtige drøm om evighedsøen i tidernes strøm” (DS 561,4). Eller er det mod øst, mod det forjættede land, der ”hilses i morgenens spejlklare strand” (DS 561,3)?

Nu er perspektivet linet op. Der går en lige linie tilbage til det absurde teater og eksistentialismen. Alterbilledet fortæller i sit hovedmotiv om mennesket stillet over for tomheden, om mennesket stillet over for døden, fortvivlelsen. Nu ingen udflugter: Dette er virkeligheden! Nogle vil vige forfærdede tilbage, lukke øjnene og dulme smerten. Men der er ingen vej tilbage. Andre vil gå det uafvendelige i møde med stoisk ro. Atter andre tror på, at der venter nyt liv hinsides afgrunden og synger Grundtvigs salme:

Letvingede håb! Gudbroder, nyfødt i den hellige dåb! O, lån os den fjederham, Ånden dig gav, Så tit vi kan flyve til landet bag hav, Hvor evigheds sol skinner klart allen stund På saligheds grund! (DS 321,5)

Hvad Poul Anker Bech selv tror og mener, siger billedet intet om; for han blev ikke sat i verden for at give svar, men for at stille spørgsmål på baggrund af det, han ser. Eksistentielle spørgsmål. Med alterbilledets dobbeltperspektiv har han givet plads til både troen og tvivlen. Han har konfronteret den kristne traditions evighedslængsel og modernismens afvisning: der er kun, hvad du ser.

Men repræsenterer alterbilledet et moderne menneskes forståelseshorisont, giver det også god mening at kombinere det med Niels Helledies krucifiks. Han blev nemlig sat i verden for at give svar. For mens Poul Anker Bechs billeder altid er åbne for tolkninger, er Niels Helledie indiskutabelt bundet til den kristne tradition. Stædigt og vedholdende har han givet sit éntydige svar i krucifiks efter krucifiks, lige siden han begyndte at lave sine uudgrundelige romanske Kristusfigurer.

Nu står hans Kristus så på alteret i Gudumholm kirke og forkynder: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Johs. 11,25) Hvis man så går med Helledie ombord i troens skib, er der som altid hos ham plads til en robust og ligefrem livsglæde, som næsten forstærkes af, at man har set døden i øjnene: ”dit rige er der, hvor man død byder trods, det komme til os!” (DS 561,11) Lars-Erich Stephansen
Kirkebygningens opførelse

I Viborg bispearkiv fra juli 1904 kan man finde tegninger med beskrivelse og overslag til en ny kirke, ledsaget af et andragende om statstilskud på kr. 18.500 kr. (dette beløb var på daværende tidspunkt det højeste beløb, man den gang ydede som tilskud til opførelse af en landsbykirke).

1. august 1904 sender Ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet sagen tilbage med forslag om, at ministeriet ikke for tiden vil kunne stille forslag om bevilling til en ny kirke i Gudumholm, og at en betingelse for et sådant forslag om bevilling vil være, at beboerne, foruden at tilvejebringe en vedligeholdelsesfond på 2.500 kr., må yde et tilskud til selve kirkebygningen. Denne skrivelse er underskrevet af minister for kirke og undervisning I. C. Christensen, der efter systemskiftet i 1901, ville forberede kirken på større selvstændighed, for at enhver tanke om adskillelse af stat og kirke kunne forhindres. Derfor fik Christensen i 1903 vedtaget en lov, som påbød, at der skulle være et menighedsråd i hvert eneste sogn i Danmark.

Der var nedsat en komité og hele byen var nu i gang med at samle ind til kirken. Det foregik, som ved senere indsamlinger til kirken, ved en stor basar. Grunden til kirken blev skænket af grev Schimmelmann på Lindenborg, der også skænkede grunden til kirkegården, der den gang lå på den anden side af jernbanen.

Forpagter O. C. Brønnum, der sammen med daværende provst Sommer, købmand Steenberg, gårdejer Knud Nielsen, gårdejer Knud Sørensen, tømrermester Nielsen, forpagter Nic. Peter Krebs og lærer J. M. Johansen sad i kirkekomiteen, havde en god ven i København, og denne skænkede kirkens klokke, der siden er skiftet ud.

En anden ven af Brønnum skænkede lysekronerne til kirken. Efter to års arbejde stod kirken færdig, og byggesummen løb op på kr. 25.000. Året efter indvielsen blev byen begunstiget med et apotek, og til sammenligning kostede denne bygning 18.000. Man havde utvivlsomt fået meget kirke for pengene, takket være mange gode gaver fra lokale.
Inventar

Den 19. december 1909 kunne den nye kirke indvies, og dermed ophørte de gudstjenester, der hver 3. søndag var afholdt i en sal på Asylgården midt i byen. Kirkens arkitekt er L. Olesen, København, der også har tegnet kirkerne i Løgstør fra 1892, Dorf fra 1900, Lyngså fra 1902, Hjallerup og Agersted fra 1903, Badskær fra 1909 og Melholt fra 1911 og desuden også den i Aalborg så kendte bygning Sohngårdsholm fra 1896. Sammen med O. P. Momme har han desuden tegnet Vor Frelsers kirke i Aalborg 1900-02. Ved indvielsen tog kirken sig enkel og smuk ud, med et trækors som altertavle.

Sådan begyndte det også i flere af de andre ”Olesen-kirker”, således i Hjallerup, Agersted og Badskær kirker, men der kom ikke til at gå lang tid, før kirken blev udstyret med et alterbillede. Aalborg Atstidende skriver i artiklen om kirkeindvielsen: ”Kirkerummet er lyst og venligt. Bag to hvide Buer findes Alteret. Foreløbig nøjes dette med et enkelt egetræskors, kønt i sin Fattigdom. Men gudumholmerne vil nu helst have en rigtig Altertavle”.

Det blev den gamle kirkekomites første udsmykningsopgave i det, der i forhandlingsprotokollen bliver omtalt som bestyrelsen af Gudumholm filialkirke i Gudum sogn. Det oprindelige kors over alteret blev nu opsat i kirkens kapel, indtil det fandt sin nuværende plads i 1935 over prædikestolen. Bag kirkebænken i våbenhus findes fler e inskriptioner med blyant fra forskellige omforandringer i kirken, og den ældste er fra 1911 – mon ikke den har med alterbilledet at gøre?
Alterbilledet var en kopi af Poul Peter Rubens ”Die auferweckung des Lazarus”, der nu er nedtaget, efter det nye af Poul Anker Bech i 2009 er opsat. Stående på alteret ses bronzekors af Niels Helledie, se omtale senere. Det gamle alterbillede er anbragt i kirkens kapel, der ligger op til korets nordvæg.
Senere om- og tilbygninger

Et eksempel på glæden ved at løfte i flok ses af to bevarede eksemplarer af ”Gudumholm Avis”, der for 25 øre blev solgt til fordel for det, der blev kaldt det nye orgel i Gudumholm kirke, dateret henholdsvis onsdag den 28. februar, og fredag den 2. marts 1923, som det ses herunder. Her var et program for selve basaren, samt sponsorannoncer for Gudumholm Manufaktur- og Herreekviperingsforretning, Gudumholm Tømmerhandel og Gudumholm Apotek.

Der var også en takkevise, hvis første vers lyder sådan her:
Mel: Kom, Brødre. Nu vil til Slut vi sjunge
til Gamle og til Unge en Tak til hver og én
som støttede Ideen. En tak til hele
Raadet, som udfandt selve Maalet. En Tak
til hver især, som hjalp med dette her.

I slutningen af 1923 blev det besluttet at indhente tilbud om at få elektrisk lys i kirken, ligesom et ydmygt ønske fra degnen om en måtte til degnestolen blev imødekommet. I begyndelsen af 1924 ses ansøgning fra ringeren om at få fastsat løn for trædning af bælgene i orgelet. Man enedes om at tilbyde ham en årlig løn på 50 kr., ”for hvilket han havde erklæret sig villig til at udføre ovennævnte arbejde”.

Inden kirkens 25 års fødselsdag den 19. december 1934 blev der igen afholdt basar til fordel for en restaurering af kirken, og der blev anskaffet 50 særkalke og påmonteret hylde på alterskranken, og i 1935 blev kirken malet både indvendigt og udvendigt, ligesom træværket blev malet, således at farverne nu var ens. En ting som man egentlig havde næret ønske om længe, og som faktisk også blev bemærket i Amtstidende 25 år forinden: ”Også prædikestolen er af Egetræ, eller i hvert fald egetræsmalet. Men hvorfor er ikke alt Træværk det samme? Nu straaler Stole og Pulpitur i skrigende grønne og røde Farver”.

I 1935 fik alterbilledet en ny ramme til erstatning af den sorte gipsramme, som den oprindeligt var monteret i. De mange temperaturskift i den uopvarmede kirke havde gjort rammen dårlig. I denne nye mere bastante ramme var der i bundstykket et skriftssted fra Joh. 11. 25: Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig skal leve, om han end dør. I 1942 blev orgelet udbygget, og det var ikke længere muligt at komme over i orgelpulpiturets nordre del, der nu fungerer som et ”lukket museum”, fra den gang der var plads til et lille lokalt kor omkring organisten. Nu sidder organisten i sydsiden og betjener dette såkaldte pneumatiske orgel

I 1978 fik Gudumholm kirke en ny klokke, til erstatning for den gamle, der var revnet. 50-året blev også markeret med fødselsdagsgudstjeneste den 19. december 1959, hvor biskoppen var indbudt og prædikede, og senere var der kaffebord for menigheden på Gudumholm Hotel. Den 30. marts 1968 kørte Hadsund-Peter (Hadsundbanen) for sidste gang, og nu blev kirkegården omsider forenet med kirken, uden at man skulle have agtpågivenhed for togtider og ekstratog. I 1971 blev kirken sidst malet indvendigt, og i 1972 blev et nyt kirkegårdsprojekt godkendt i Stiftsøvrigheden. Dette indebar bl. a. køb af mere jord hos en af naboerne til kirken m. h. p. en udvidelse af kirkegården. Året efter fremkom der ønsker om en skolesti over kirkegården mellem den gamle og ny kirkegård, d.v.s. dér, hvor togsporet gik tidligere (der var en sti langs med). Dette blev dog nedstemt, og først 30 år senere lykkedes det at blive enige om at lave en asfalteret vej vest om den gamle kirkegårdsdel (hvor man i gamle dage trak kvæg til stationen), således at man i dag kan gå og cykle vest om kirkegården. Strækningen blev åbnet af Sejlflod Kommunes daværende borgmester, Kristian Schnoor, der selv mødte op på racercykel, og i sin tale mindedes de gode gamle dage med Hadsundbanen.

Og det må da også siges at være ren idyl, når man fra kirkens parkeringsplads, vest om kirkegården, færdes gennem stien på kirkens reservejord, hvor der er anlagt bålsted til fri afbenyttelse.
De seneste 50 år

Fra kirkens reservejord går en gammel sti videre op over bakken til det, der i dag er områdets vandværk. I 1975 vedtog menighedsrådet at anvende det meste af et beløb fra kirkens 50 års jubilæum, en såkaldt borgergave, til indkøb af to kandelabre, der blev taget i brug i 1977. I 1977 vedtog man også at lave en pænere overgang fra den gamle til den nye kirkegård, og i dag tænker de færreste på, at Seljerønsalleen viser, hvor der i gamle dage lå en vej op til kirkegården, på den anden side af togsporet. I 1981 blev der lavet ny parkeringsplads til kirken, langs kirkegården.

Den 19. december 1984 var det 75 år siden Gudumholm kirke blev indviet. Fødselsdagen fejredes 4. søndag i advent, den 23. december med en festgudstjeneste, hvor biskop Henrik Christiansen, Aalborg, prædikede, og et børnekor fra Gudumholm skole medvirkede. I altertjenesten deltog sognepræsten Jakob Grosbøll. Festlighederne fortsatte i Gudum Forsamlingshus, hvor også bl. a. forhenværende sognepræst, Hans Jørgen Pedersen var inviteret. Kirken har i dag en grøn messehagel, også en såkaldt borgergave fra 1998 med smuk treenighedssymbolik, ligesom der i forbindelse med 100-året er skænket kirken en smuk stola. Stolaen har foruden tro, håb og kærlighed, viekorset som bærende symbol, et symbol vi også finder overalt i kirken.

Kirkens døbefont af træ stod oprindeligt i korets nordside, og fonten har nu igen fået plads der. Ovenover hænger en båd eller et skib af bronze af Niels Helledie, der giver associationer tilbage til vikingetiden og overgangen til kristendommen. I mange landsbykirker ses skibet enten som kalkmaleri eller som en rigtig sejlskibsmodel, der hænger under loftet. Meningen er her den samme: Kirken er skibet på verdenshavet, og menneskelivet ses som en sejlads, i medgang og modgang, og fra Det nye Testamente husker vi disciplene, som blev bange i uvejret på Genezeret Sø, skønt flere af dem var garvede søfolk, og Jesus sov trygt, indtil han blev vækket og fik stormen til at lægge sig.

Kort før Grundtvig døde, næsten 90 år gammel, skrev han i sit sidste digt om, hvordan han følte sig om bord på et skib i havsnød, men følte sig tryg ved, at Jesus var om bord. Sådan kan skibet, kirkeskibet også sætte tanker i gang, når forældre og faddere samles om kirkens gamle døbefont:

Gammel nok jeg nu er blevet mellem vuggen min og grav, nu jeg står ved falderebet ved det store, vilde hav, hvor magneten er Gudsordet, og Guds ånd står selv ved roret.