Nogle gange går ting i stykker – og for dem af os, der er lidt klodsede anlagt, sker det oftere end for andre. Jeg kan i hvert fald hurtigt opremse flere ting, som er blevet udsat for en hård medfart fra undertegnede: mit yndlingskaffekrus; en vase, jeg havde fået af min bedstemor; en anden vase, som vi havde fået i bryllupsgave; en skål, jeg havde fået til min ordination. Og det er altså ikke, fordi jeg leger det muntre køkken med mine ting – jeg er desværre bare indimellem som en elefant i et glashus. 

     Jeg blev derfor glad, da jeg opdagede den japanske reparationsteknik Kintsugi. Det er en reparationsteknik, som ifølge en legen-de blev til i 1500-tallet, da en højtstående japansk general tabte sin yndlings-tekop på gulvet. Det var en smuk og unik tekop af kinesisk porcelæn, og den kunne ikke sådan lige erstattes, for frem til det 17. århundrede var det faktisk kun kineserne, der vidste, hvordan porcelæn skulle fremstilles.  Generalen sendte derfor den ituslåede tekop til Kina for at blive repareret.  Men da den før så smukke tekop kom tilbage, var den repareret med nogle meget uskønne metalklamper. Det var bestemt ikke et resultat, som faldt i generalens smag, og han opfordrede derfor nogle lokale kunsthåndværkere til at lede efter en æstetisk smukkere løsning. Og dermed blev reparationsteknikken Kintsugi skabt. 

     Det japanske ord ”Kintsugi” betyder: ”gylden sammenføjning”. Det er en teknik, hvor man reparerer ituslået porcelæn med en særlig lak blandet med guld- eller sølvstøv. Porcelænets revner bliver dermed på én gang fremhævet og forskønnet. Frem for at man forgæves forsøger at skjule skårene og skaderne, gøres de til en synlig og smuk del af en genstands historie. Det uperfekte bliver til en skønhed i sig selv. Kintsugi kan således give det ituslåede, revnede og brudte nyt liv, så det ikke bare skal kasseres. 

     Men én ting er, når keramikkrus, skåle, vaser eller andre ting går itu. Noget helt andet er, når det er mennesker, der går itu. For på nogle punkter er vi mennesker lige så skrøbelige som et stykke porcelæn. Sådan kan det i hvert fald føles, og vi har såmænd også flere udtryk i sproget, som understøtter den følelse. Når noget eller nogen ødelægger den gode stemning og udvikling, kan vi for eksempel finde på at sige, at der går skår i glæden. Når et forhold skal genoprettes, fordi vi er gået skævt af eller har svigtet hinanden, kan vi tale om, at vi skal have klinket skårene. Og vi kender også udtrykket: At blive tabt på gulvet. Det er for eksempel ikke længe siden, at en af overskrifterne på DR’s hjemmeside lød: ”Unge med psykiske problemer kan blive tabt på gulvet”. Artiklen handlede om, hvordan unge mennesker, der er i behandling for psykiske lidelser, ofte kommer i problemer, når de fylder 18, fordi overgangen mellem børne-ungepsykiatrien og voksenpsykiatrien ikke fungerer optimalt. De bliver tabt på gulvet, og der er umiddelbart ingen til at samle dem op og hjælpe dem med at stykke deres liv sammen igen. Og det er desværre ikke et enestående eksempel, for selv i et veludviklet velfærds- og sundhedssystem er der grupper, som bliver på gulvet. 

     Ingen af os går gennem livet uden at opleve tab og skår. Kropsligt, psykisk, relationelt. Vores umiddelbare reaktion er ofte, at vi skal skjule skårene for omverdenen. Forsøge at gøre facaden perfekt, så revnerne ikke ses. Men måske skulle vi i stedet tage lidt ved lære af Kintsugi-teknikken og turde vise hinanden det skårede og uperfekte.  For skårene og revnerne er en del af vores historie, og de er med til at gøre os til dem, vi er. Kun hvis vi tør stå ved dem – over for os selv og over for andre – kan vi finde nogen at spejle os i og nogen til at hjælpe os med at blive samlet igen. 

      Vi har brug for at vide, at der er plads til det skårede og uperfekte. At vi ikke bliver kasseret, så snart en revne afsløres. Og det er netop det, vi får at vide i kristendommen. I evangelierne fortælles det gang på gang, hvordan Jesus henvendte sig til og slog følgeskab med mennesker med tydelige revner på krop og sjæl. Dem med uperfekte liv, med brudte relationer, med ituslåede drømme og knuste hjerter. Jesus søgte aldrig den perfekte facade, men afslørede tværtimod, at også de mest selvretfærdige og fromme har skår og revner. 

      Men han afslørede ikke kun revnerne – han afslørede også den kærlighed, der kan rumme os, uanset hvor skåret og revnet vores liv er blevet. Gennem Jesus har Gud kort sagt lovet, at intet menneske skal tabes på gulvet og kasseres. Det var det løfte, han gav os, da vi blev døbt. Og det er dét løfte, som gentages, hver gang vi går til nadver, og hver gang velsignelsen lyses over os. Gud giver os troen på, at han – med kærlighed og tålmodighed – vil samle ethvert knust menneske op, sætte vores skår på rette plads og hele det brudte med et drys himmelsk guldstøv.

Efterskrift: Det viste sig så, at jeg er bedre til at slå ting i stykker end til at samle dem igen. Mit resultat med Kintsugi-teknikken blev i hvert fald ikke ligefrem kønt… Men gudskelov kan jeg sætte min lid til, at Guds evner er betragtelig større end mine!

Af Theresa Lundquist French, Sognepræst