I nyhedsjournalistikken skelner man mellem hårde og bløde nyheder. De hårde nyheder om  politik og samfundsforhold, økonomi, katastrofer og krig fylder ofte mest, men for at vi ikke skal ryge helt ned i kulkælderen over verdens tilstand, rundes mange nyhedsudsendelser af med en blød historie – altså de hyggelige, underfundige og ofte personbårne fortællinger. Men trods den bløde landing kan man nu alligevel let ende med en forståelse af, at verden først og fremmest er hård, kold og ubarmhjertig. Vi sætter hårdt mod hårdt og hører om hårde kampe overalt. Mange sidder hårdt i det eller er hårdt spændt for. Selv tonen bliver hård og uforsonlig. Det kan derfor heller ikke undre, at man stadig kan støde på udtrykket, at børn skal hærdes – altså gøres hårde og modstandsdygtige – så de kan klare mødet med virkeligheden. 

Hvis vi møder evangeliets julenyhed med journalistikkens briller, så kan man da også let finde verdens hårdhed her: Kejser Augustus, der giver ordre til folketælling for at bestemme, hvor mange hårde kontanter, han kan opkræve i skat; Josef, der er på en hård vandring med Maria, hans forlovede, som i øvrigt bærer et barn, der ikke er hans; hyrderne, der lever en hård tilværelse; og senere i fortællingen om Kong Herodes, der magtsyg og hårdhjertet beslutter at slå alle drengebørn under to år ihjel. Men hvis vi vender blikket mod julenyhedens kerne - mod det lille, ny-fødte barn i krybben – så forsvinder hårdheden. For er der noget, man ikke kan tage hårdt på eller tale hårdt til eller om, ja, så er det da en baby. I mødet med sådan én bliver vores øjne milde, stemmen varm, og hænderne runde og nænsomme - helt af sig selv. Barnets sårbarhed, udsathed og skrøbelighed kalder alt blødt frem i os. Med eller uden ord, med eller uden lyd kalder barnet på os; på vores kræfter, kærlighed og indlevelsesevne. På blødheden i os. 

Og så får vi oven i købet at vide, at det lille barn i krybben er Gud selv. Og ser vi på det lille barn med det blik, ja, så blødes vores blik på andre mennesker også op. For hvis Gud kom til verden som et spædbarn i en krybbe, må et hvilket som helst spædbarn – uanset hvor snotnæset og fattigt det er – kunne forveksles med Gud; for hvor spædbørn dog ligner hinanden. Og siden den julenat har Gud da også haft for vane især at møde os gennem andre mennesker. Han møder os i barnet, i den fremmede, i den hjemløse og i den hjælpeløse, som kalder på vores omsorg og gør os bløde i hjertet. Eller i den, der kommer os i møde:  Den, der sagde det forløsende ord, den, der trøstede, den, der blev hos os og hørte på os, eller den, der gav os det spark, der flyttede os og fik os til at se det håbløst forkludrede og ødelagte med nye øjne. 

Det særlige ved det lille barn i krybben er, at verdens hårdhed aldrig satte sig i ham. Han blev ved med at møde verden og ethvert menneske med det samme bløde og åbne blik. Det kan ingen af os andre præstere. Men netop derfor har vi brug for at blive mindet om det bløde. Sådan som vi bliver til jul, hvor Gud kalder på os fra krybben for at gøre vores øjne store og milde, stemmen varm og hænderne runde og nænsomme. 

Så fremfor at tænke at vores børn skal hærdes til mødet med virkeligheden, så skulle vi måske i stedet værne om blødheden i dem, så de bliver ved med at møde verden med et blødt, varmt og åbent blik. Hvem ved – på sigt kan det måske ligefrem give os flere af de bløde nyheder.

Med ønsket om en glædelig og velsignet jul!

- Sognepræst Theresa Lundquist French