19/11/2024 0 Kommentarer
Farvel til de udtrædende menighedhedsrådsmedlemmer
Farvel til de udtrædende menighedhedsrådsmedlemmer
# Nyt fra Storvorde-Sejlflod Menighedsråd

Farvel til de udtrædende menighedhedsrådsmedlemmer
Et stort tak til de afgående menighedsrådsmedlemmer:
Carina Nygaard Simonsen: "Jeg har siddet i rådet i 8 år (2 perioder). De første par år var jeg næstformand, hvor jeg lærte meget om, hvilke funktioner og opgaver rådet har. Derefter blev jeg formand, hvilket jeg var i 5 år. Jeg har siddet i kirkegårdsudvalget og aktivitetsudvalget. Der har i perioden været mange spændende opgaver, hvor der af større ting kan nævnes, at vi har bygget graverbygning og ansat personale og ny præst, og det sidste år blev vi slået sammen med Sejlflod menighedsråd, hvorefter jeg blev næstformand igen. Jeg synes, arbejdet har været enormt spændende, men det er også tidskrævende, og det er primært grunden til, at jeg stopper nu. Men jeg fortsætter som suppleant."
Torben Bach Hansen: "Valgt som suppleant i 2016 blev jeg ret hurtigt en del af menighedsrådet i Storvorde. De første år som en del af kirke- og kirkegårdsudvalget og senest som kirkeværge. Arbejdsopgaverne har været overskuelige, da de ansatte og de øvrige medlemmer har vidst, hvad det gik ud på. Bl.a. ved ”provstesyn” og lignende var det rart med erfarne kræfter. Der har været en del store projekter i de seks år, jeg har været med, så som nyt graverhus, sammen-lægning med menighedsrådet i Sejlflod, valg af ny biskop og ansættelse af ny præst. Da jeg gik ind i menighedsrådsarbejdet, havde jeg en idé om, at jeg lige kunne bestemme, at alle salmer skulle transponeres en til to toner ned, således det ikke kun var sopraner og tenorer, der fik den fulde glæde af salmerne. Der blev jeg dog lige sat på plads. Jeg glemte at foreslå det kompromis, at hver anden salme kunne sættes ned. Men det blev så her på falderebet. Det har været lærerigt og en fornøjelse at være med i menighedsrådet."
Merete Aarup-Kristensen: "Jeg blev valgt ind i Storvorde menighedsråd i 2004 og har således været med i 20 år. Menighedsrådsarbejdet er et krævende anliggende, alt efter hvor meget man involverer sig i. Fordi jeg var lærer, mente man, at jeg måtte være den rette til at udføre hvervet som sekretær, hvilket jeg har gjort i alle fem perioder. Jeg blev straks tilsagt at skulle være kontaktperson – et krævende tillidshverv, da man skal være daglig leder for alle menighedsrådets ansatte og sørge for både personaleadministration, APV, trivsel, lønforhandlinger, MUS, ansættelser og afskedigelser. Da jeg arbejdsmarkedspolitisk var et fuldstændig ubeskrevet blad, fik jeg stor hjælp af vores daværende sognepræst Ove Paulsen. Dette hverv udførte jeg i 16 år. Jeg blev også straks valgt ind i aktivitetsudvalget, hvor jeg efter et år overtog formandshvervet. Som sådan er der i perioder en del arbejde med planlægningsmøder med udvalget, hyring af foredragsholdere og administration. Da sognepræst Niels Lassen blev ansat, ville han genoptage minikonfirmandundervisningen, og jeg blev hyret som hans undervisningsassistent, hvilket med Niels’ voksende arbejdspres med årene langsomt udviklede sig til, at jeg stort set overtog både planlægning og undervisning med assistance af min mand, Lars, indtil vi stoppede i 2020.
Da jeg gik på pension efter 37 år på Tofthøjskolen, blev jeg i 2011 ansat i en ottetimers stilling som værtinde i den nyopførte sognegård. Her stod jeg for den daglige drift og det praktiske arbejde med bl.a. sogneaftener. Et job, jeg bestred i ti år. En del af jobbet bestod i at sørge for de skiftende kunstudstillinger i sognesalen, hvilket medførte, at jeg herefter blev formand for kunstudvalget. Senere blev jeg opfordret til at starte vores strikkeklub, som i begyndelsen udelukkende strikkede dåbsklude til brug i vores to kirker. Nu er produktionen udvidet til også at omfatte strik til neonatalafdelingen og familie-afdelingen på Aalborg Sygehus. Vi har også strikket til Aalborg Arrest. Tre gange om året har jeg brugt megen tid på udarbejdelse af Menighedsbladet – et arbejde Ove Paulsen fik mig med i, da jeg i mange år havde været skolebladsredaktør. Det er vemodigt at skulle sige farvel til et så stort livsafsnit, som har betydet så meget, hvad angår spændende opgaver og meningsfyldt arbejde med dygtige samarbejdspartnere.
Jeg ønsker det nye menighedsråd held og lykke"
Jens Greibe Nielsen: "Jeg har været medlem af menighedsrådet i 32 år – 16 år i Storvorde og 16 år i Sejlflod menighedsråd. Jeg stillede op til menighedsrådet, da jeg syntes, det var et interessant arbejde at være en del af. Jeg kendte lidt til det i forvejen, da min mor havde været med i Storvorde menighedsråd. Det har været et arbejde, hvor jeg har været med til at ansætte både præster og biskopper, hvilket jeg synes har været spændende. Jeg har været med i flere udvalg – bl.a. aktivitetsudvalget, kirke- og kirkegårdsudvalget, præste- og sognegårdsudvalget. Endvidere har jeg været kasserer de sidste 10 år i Sejlflod, inden de to menighedsråd blev lagt sammen.
Det har været et spændende arbejde, som jeg har været glad for at være en del af."
Anne Kjærgaard Madsen: "Jeg blev valgt som 1. suppleant til Storvorde menighedsråd i 2020.Siden marts 2023 har jeg siddet som menigt medlem af Storvorde menighedsråd. Efter sammenlægningen af Storvorde og Sejlflod menighedsråd har jeg siddet i kirkegårdsudvalget samt i valgbestyrelsen. Jeg har selv valgt ikke at genopstille, men vil da overveje at stille op igen om nogle år, da jeg synes, det er et både spændende og givende arbejde."
Alice Knudsen: "Jeg startede i Sejlflod menighedsråd i 2020, hvor jeg blev kontaktperson. Formand Claus var en god hjælper. Var i aktivitetsudvalget og omkring kunstudvalget. Var med til at ansætte vores nye præst og tage afsked med den tidligere. Jeg var tovholder for velkomstfesten til Theresa. Mit første ønske var at starte en strikkeklub op, hvilket præst Niels syntes var en god idé… Sangkor var også et ønske. Jeg var med til at arrangere fælles kaffe for personale og rådet og julefrokost for alle. Præst Theresa var med på mine ideer. Jeg har deltaget i mange fælles arrangementer og været tovholder til madaftener - konfirmand-aftener og også for deres forældre. Osv."
Redaktion: Merete Aarup-Kristensen
Kommentarer