Alteret

Alteret


# Gudum Kirke
Publish date Udgivet fredag d. 15. februar 2019, kl. 20:47

I katolsk tid havde kirken både et hovedalter og flere sidealtre. Hvordan sidealtrene har set ud, ved vi ikke, men hovedaIteret var oprindelig opført af granitkvadre. Det ved vi, fordi det delvis var bevaret indtil moderne tid, og fordi kvaderen med den såkaldte helgengrav, der udgjorde en del af alterets overflade, stadig findes. En tid lå den i sakristiet, men i nyere tid er den blevet anbragt på en muret sokkel bag alteret op mod apsismuren. Helgengraven er en lille fordybning til relikvier, dækket af en stenflise i plan med kvaderens overflade. Nu er både relikvier og flise borte, men man ser tydeligt både hullet til relikvierne og det forsænkede parti til stenflisen.

På renæssancetiden, formentlig i slutningen af 1500-årene, blev stenaIteret dækket af det endnu bevarede alterbordspanel af fyrretræ. Forsiden består af tre panelfag, der hvert har et rudefelt, som er forbundet med rammen med skrålister. Denne panel type er ikke ualmindelig i nordjyske kirker. Trods panelets smukke udførelse har det været dækket af tekstiler. På grund af stoffernes begrænsede holdbarhed hører vi ofte om reparationer eIler udskiftninger af dem, hvis de da ikke som i 1663 måtte erstattes i utide, fordi de var blevet stjålet. Særligt smukt skal det alterklæde have været, som Jørgen Kås til Gudumlund skænkede til kirken i 1673 eller 1674. Det var fremstillet af fornemt violetbrunt fløjl og var smykket med sølv- og guldgaloner langs kanten og i fire baner tværs over. Senere blev det mere almindeligt med et rødt alterklæde, ofte med et guldkors midt på forsiden.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.26

Alteret består af et panel fra renæssancetiden. Som alterprydelse anvendes nu kirkens middelalderlige korbuekrucifiks.

Alteret består af et panel fra renæssancetiden. Som alterprydelse anvendes nu kirkens middelalderlige korbuekrucifiks. Et sådant alterklæde kan ses på gamle fotogra6er af kirkens indre. Det sidste alterklæde blev vistnok fjernet fra alteret i forbindelse med restaureringen i 1936. Oven på alterbordet har der desuden ligesom nu ligget en hvid alterdug.

Som alterprydelse tjener nu kirkens gamle korbuekruci6ks med side6gurer af Maria og Johannes. Figurgruppen er efter stilen at dømme blevet skåret omkring år 1500 eller måske lidt før. Den har oprindelig været anbragt i den øverste del afkorbuen, idet korset og sidefigurerne har stået på en bjælke, der gik tværs over åbningen. Her har figurerne fyldt godt, og måske var det for at skabe et friere syn fra skibet op i koret, at korsets øverste og nederste ende på et tidspunkt blev savet af, så figurgruppen kunne anbringes højere oppe. En tilsvarende afkortning kendes også fra andre kirker.

Korbuekrucifikser hører den katolske tid til, men ikke desto mindre blev de ofte siddende på deres oprindelige plads til langt op i 1800-tallet. Hvornår krucifikset er flyttet bort i Gudum, vides ikke nøjagtigt, men i 1862 hang figurgruppen på skibets nordvæg. Siden blev den flyttet lidt et par gange, og i 1943-48 blev den underkastet en gennemgribende restaurering, hvorved korsets afsavede ender med deres evangelistsymboler i firpasfelter blev genskabt sammen med andre manglende detaljer. Den forblev imidlertid på nordvæggen, indtil den i forbindelse med kirkens hovedistandsættelse i 1975 blev anbragt på alteret.

Da krucifikset blev anbragt her, fortrængte det kirkens altertavle, som blev anbragt i sakristiet, hvor den stadig findes. Den er bygget op om et maleri, som skal være hjembragt fra udlandet af ejeren afherregården Lindenborg, og som i første del af 1800-årene, i hvert fald før 1834, blev skænket til kirken. Udformningen af motivet, Maria med Jesu lig – det er det, der i kunsthistorien kaldes en pieta – skyldes den berømte italienske renæssancemaler Andrea del Sarto (1486-1531), men billedet må være en kopi. Altertavlens første udformning, som ses på gamle fotografier, blev anset for uheldig, og i 1936 blev overdelen ændret, ligesom der langs ydersiden blev tilføjet vinger, som nu atter er fjernet.

Den tidligere altertavle omtales kun få gange i kilderne, men det synes at have været en gotisk skabsaltertavle. Søren Abildgaard siger midt i 1700-årene, at den var fra katolsk tid og havde “slagdøre”, dvs. at sidefløj ene kunne lukkes hen foran midterfløjen i fastetiden.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.34

Alterkalken, der er skænket af herskabet på Gudumlund i 1631, er et smukt sølvarbejde. Selve bægeret er dog fornyet.

Når sådanne altertavler var lukket, så man kun malerierne på sidefløj enes bagsider, men når de blev åbnet, kom det rige indre med udskårne 6gurer til syne. I Gudum nævnes de 12 apostle i 1679, men der må også have været et centralt motiv. På dette tidspunkt var tavlen temmelig medtaget og synsmændene mente, at en reparation af malerierne samt bemaling og forgyldning ville koste det meget betydelige beløb 50 sletdaler.

På alterbordet står to smukke messinglysestager fra 1500-årene. Fødderne er udformet som små løver. Oprindelig har hver stage sikkert haft tre løver, men i 1837 blev stagerne istandsat på nuværende måde, hvor der bagtil kun er en tap. Stagerne er beregnet til store vokslys, men da bivoks var dyrt, var det i 1800-årene almindeligt at anvende imiterede lys med olielamper i toppen. Sådanne falske lys omtales i Gudum i 1862. 

Alterkalken og disken er ifølge en udførlig indskrift under bunden af kalken skænket af Mogens Kås og Sidsel Friis i 1631 og istandsat af Anne von Buchwald i 1698. I 1833 havde kalken en stor revne i kanten af bægeret, og endnu i 1854 omtales den som tyndslidt og hullet. Siden er bægeret blevet fornyet, medens den gamle fod blev bevaret.

I anledning af et cirkulære drøftede man i 1909 første gang at indføre særkalke, så alle ikke skulle drikke af selve kalken, men man afviste det af økonomiske grunde, og fordi man ikke fandt cirkulærets hygiejniske og æstetiske grunde for tilstrækkelige. Først i 1934 vedtog man endeligt at anskaffe særkalke.

Alterbogen er smykket med et imponerende sølvbeslag på både for- og bagside. En giverindskrift nævner Wulff von Buchwalds og Anna von der Wischs navne, og desuden ses deres våbner og Aalborg-sølvsmeden Thomas Hansen Pops mesters tempel. Sølvbeslaget er dateret 1706, og da bogen først er udgivet i 1771, må beslaget være overført fra en ældre alterbog.

Alterskranken er i sin nuværende form fra restaureringen i 1936, men de drejede balustre stammer fra den ældre skranke fra sidste del af 1800-tallet. Denne ældre skranke gik i en bue fra væg til væg i koret. Døbefonten af granit hører til kirkens oprindelige inventar, medens dåbsfadet først kom til i 1701 og kanden i 1862.