På livets kant

På livets kant


# Gudumholm Kirke
Publish date Udgivet fredag d. 15. februar 2019, kl. 20:34

Poul Anker Bech har malet en altertavle. Han er skeptikeren, ironikeren og drillepinden. Men han har gjort det med en respektfuld tilgang til opgaven, selv om det er malet i hans typiske stil. Man ser en flok mennesker, der går på en af Poul Anker Bechs karakteristiske kanter. Den er spændt op i en elliptisk bue. De bevæger sig bort mod et mål i det fjerne.

Ved nærmere eftersyn er det ikke en flok, men en række enkeltpersoner og smågrupper, der tilfældigvis er på vej det samme sted hen. Der er yngre, der er ældre. Der er fx en yngre fiks kvinde med en puddelhund og en moden kvinde med hat. Der er to bedsteforældre med barnebarnet, der løber og leger omkring dem, frem og tilbage.

Nogle går i egne tanker og nyder det gode vejr. Andre går og småsnakker. Pæne mennesker alle sammen. Bedsteborgere på søndagsudflugten, måske. Måske har de været i kirke om formiddagen, måske ikke. Der er ingen skæve eksistenser. De er alle gode samfundsborgere. Alt ånder idyl.

De er ikke opmærksomme på, at afgrunden truer under deres sikre og betryggede verden. Som i mange af Poul Anker Bechs billeder er den ordnede, civiliserede verden kun en tynd skal over et fortvivlende iskoldt tomrum, som mennesket kan falde i og blive opslugt af.

På andre billeder sidder de og dingler sorgløst med benene ud over kanten. Her ser de spadserende ikke afgrunden, det er en fridag i deres liv. De ved ikke, de kan falde ud af virkeligheden. Bortset fra en. Manden i forgrunden, som kæmper sig op ad den stejle skrænt. Hvordan de andre er kommet op, er ikke til at sige; men hverken bedsteforældrene med barnebarnet, den unge kvinde med pudlen eller den modne kvinde ser ud til at have været igennem en strabadserende opstigning. De er ikke forpustede, men spadserer stille og roligt fremad. De er der bare. De er landet midt i deres bedsteborgerlige liv uden kampe og anstrengelser.

De er øjensynligt født til søndagslivet. Men han, manden i forgrunden! Det er han ikke. Han ser afgrunden. Han er sig meget bevidst, at den truer. Han kæmper for at komme derop, hvor de andre er; for han kan se, at dér er godt at være. Deroppe er de ikke bange. Der nyder de livet. Han er ikke på søndagsudflugt.

Han kæmper, han har arbejdstasken i højre hånd. Det går behageligt ned ad bakke for de spadserende; men det er livets kant, de går på. De tror, de er på søndagsudflugt; men for enden venter afgrunden og gyset. De ved det ikke; men de skal konfronteres med deres egen tilintetgørelse. Man ser, det allerede er tyndet ud blandt dem, der er nået længst. Den forreste går helt alene, for over for døden er man i den sidste ende altid alene.

Og så står man så der for enden. På den yderste kant. Ved afslutningen. Og kigger – på hvad?

Perspektivet går i bogstaveligste forstand i opløsning, det, som vi ellers regulerer og styrer vort liv med. Det, som giver tilværelsen struktur. Verden kæntrer. Det store intet er klar til at opsluge os. Eller hvad?

Nej, Poul Anker Bech har mere at sige. Han kender også menneskets håb. Han kender de menneskelige længsler og drømme. Også de metafysiske.Da det desuden ikke er for ingenting, at Poul Anker Bech er gammel pilot, inviterer han os med op i sin flyvemaskine. Hvis vi lægger hovedet på skrå ned mod højre skulder og ser på billedet, så falder et nyt perspektiv på plads.

Vi flyver nu hen over havet, som før var himlen. Skyen, der hang truende over den yderste kant, er forvandlet til en lys og venlig kystlinie. Himlen rødmer let over horisonten i det fjerne, det er aften. Vi flyver mod vest, mod det dejlige land, den ”flygtige drøm om evighedsøen i tidernes strøm” (DS 561,4). Eller er det mod øst, mod det forjættede land, der ”hilses i morgenens spejlklare strand” (DS 561,3)?

Nu er perspektivet linet op. Der går en lige linie tilbage til det absurde teater og eksistentialismen. Alterbilledet fortæller i sit hovedmotiv om mennesket stillet over for tomheden, om mennesket stillet over for døden, fortvivlelsen. Nu ingen udflugter: Dette er virkeligheden! Nogle vil vige forfærdede tilbage, lukke øjnene og dulme smerten. Men der er ingen vej tilbage. Andre vil gå det uafvendelige i møde med stoisk ro. Atter andre tror på, at der venter nyt liv hinsides afgrunden og synger Grundtvigs salme:

Letvingede håb! Gudbroder, nyfødt i den hellige dåb! O, lån os den fjederham,Ånden dig gav, Så tit vi kan flyve til landet bag hav, Hvor evigheds sol skinner klart allen stund På saligheds grund!(DS 321,5)

Hvad Poul Anker Bech selv tror og mener, siger billedet intet om; for han blev ikke sat i verden for at give svar, men for at stille spørgsmål på baggrund af det, han ser. Eksistentielle spørgsmål. Med alterbilledets dobbeltperspektiv har han givet plads til både troen og tvivlen. Han har konfronteret den kristne traditions evighedslængsel og modernismens afvisning: der er kun, hvad du ser.

Men repræsenterer alterbilledet et moderne menneskes forståelseshorisont, giver det også god mening at kombinere det med Niels Helledies krucifiks. Han blev nemlig sat i verden for at give svar. For mens Poul Anker Bechs billeder altid er åbne for tolkninger, er Niels Helledie indiskutabelt bundet til den kristne tradition. Stædigt og vedholdende har han givet sit éntydige svar i krucifiks efter krucifiks, lige siden han begyndte at lave sine uudgrundelige romanske Kristusfigurer.

Nu står hans Kristus så på alteret i Gudumholm kirke og forkynder: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Johs. 11,25) Hvis man så går med Helledie ombord i troens skib, er der som altid hos ham plads til en robust og ligefrem livsglæde, som næsten forstærkes af, at man har set døden i øjnene: ”dit rige er der, hvor man død byder trods, det komme til os!” (DS 561,11) Lars-Erich Stephansen