Kirken nu

Kirken nu


# Gudumholm Kirke
Publish date Udgivet fredag d. 15. februar 2019, kl. 20:32

Lyd- og teleslyngeanlægget blev anskaffet i 2000, og snart efter fulgte tilsvarende anlæg i pastoratets to andre kirker, Gudum og Lillevorde. I dag kommer mange skolebørn ned i kirken med deres lærere, nogle for at gå på egen hånd, andre for at høre lidt om kirken og kirkegården. Minikonfirmander og konfirmander undervises i dertil indrettet lokale på Gudumholm Skole, og mange ture går derfor til kirken, hvor en del af undervisningen også foregår.

Indvielsen af det nye alterbillede i Gudumholm Kirke, december 2009. Foto: Christian Roar Pedersen

Kirkens nye alterbillede taler godt til et menneske i vor tid, og mange kender maleren Poul Anker Bechs billeder, hvor man ikke kun betragter i et perspektiv, men også må lægge hovedet på skrå og forestille sig, at vi nu er i luften og ser det hele ovenfra. Kirkens nye alterbillede er ingen undtagelse. Alligevel vil mange nok få associationer i retning af Gudumholm bys kridtskråning, der ved kirken gennembrydes af en sti, hvorfra man har en fantastisk udsigt ud over kæret og mosen. Mangen en gudumholmer har vandret her på kridtbakkens kant og glædet sig over udsigten, måske kombineret med et strejf af udlængsel, eller glæde over at være hjemme igen, eller at høre hjemme her. Derfor virker alterbilledet på en måde bekendt, når man ser denne række af forskellige mennesker, som vandrer på toppen af en skråning. Længst ude i øst ses en kant, og her i kirken ledes tanken hen på Golgata. I sine forstudier havde Poul Anker Beck lavet en lille høj længst ude, som ethvert menneske må over.

Denne høj ses ikke på det færdige billede, men her ses tydeligt en kant eller et skel inden… og inden perspektivet i øvrigt drejes. En beskuer i kirken vil også med flere salmelinjer på læben lægge hovedet på skrå og se stranden yderst ude i øst som en livets kyst. Efter billedet er blevet færdigt, har undertegnede tilfældigt haft en lille øjenåbner med en kobling til B. S. Ingemanns salme nr. 381 i salmebogen: Igennem nat og trængsel, som gengivet herunder:

1.Igennem nat og trængsel går sjælens valfartsgang med stille håb og længsel, med dyb forventnings sang. Det gennem natten luer, det lysner gennem sky til broder broder skuer og kender ham på ny.
 
2.Vor nat det lys oplive, som aldrig slukkes ud; ét sind os alle give i trængsel trøstens Gud; ét hjerte kærligt lue i hver korsdragers bryst, én Gud, til hvem vi skue, én tro, ét håb, én trøst!
 
3.Én røst fra tusind munde, én ånd i tusinds røst, én fred, hvortil vi stunde, én frelsens, nådens kyst, én sorg, ét savn, én længsel, én Fader her og hist, én udgang af al trængsel, ét liv i Jesus Krist!
 
4.Så gå vi med hverandre den store pilgrimsgang. Til Golgata vi vandre
 i ånd, med bøn og sang. Fra kors, fra grav vi stige med salig lov og pris til den Opstandnes rige, til frelsens Paradis. Rom 15,4-9; Ef 4,4-8
B.S. Ingemann 1843.

Poul Anker Bech kalder denne salme for ”tæt på” og ”næsten dækkende for mit billede”. Andre vil naturligvis gennem dag og år gøre sig mange andre tanker. Spændende er det også at gå lidt tættere på og se nærmere på ”de levende” der vandrende ses nær ved og langt ude på skråningen, tæt på den yderste kant.

De kan ses som vandrende på tidens kant, og man kan jo også tænke på den dåbssalme, der ofte er brugt i pastoratets tre kirker, nr. 448, vers 5, hvor det om tidens grænse lyder:

Og ved tidens grænse lever fortsat dine løfteord ved døbefonten, dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Alterbilledet kan på denne måde inspirere til at sætte nye ord på troen, håbet og kærligheden: At vi ikke behøves at stå som nomader ved tidens rand og indse den totale ensomhed. I kirken skal det glædelige budskab lede os på andre tanker. Jan Brogaard