Døbefonten

Udgivet fre d. 15. feb 2019, kl. 20:07
Lillevorde Kirke

Døbefonten er efter granitalterets flytning den eneste intakte inventargenstand, der er tilbage fra kirkens ældste tid. Helt uændret er den dog ikke, da det tidligere var almindeligt at male døbefonte. I Lillevorde blev der først i 1882 giver ordre til, at den skulle afrenses for maling, så granitten kom frem. Det skete som følge af et ministerielt cirkulære. Fonten står heller ikke på den oprindelige plads.

Ved arkæologiske udgravninger i an dre kirker er det blevet påvist, at døbefonte normalt stod i kirkens vesrende på et podium med flere trin. Selv om paclierne forsvandt, blev fontene almindeligvis stående i vestenden til et stykke tid efter reformationen, men så blev det almindeligt at flytte dem op i koret. Det er også sket i Lillevorde, hvor fonten i 1679 stod i nordsiden af koret. Her omtales den også i 1862, men på et tidspunkt blev den flyttet ned til nordre side afkorbuen. I 1933 blev den flyttet til skibets nordøsthjørne, hvor den stadig står.

Fonten er tildannet af granit og er af en type, som er ret almindelig i Østhimmerland. Den består af en glat kumme på en pyramidesrubformet fod med riffelhuggede ornamenter. Kummen er beregnet til at rumme så meget vand, at et lille barn kunne dyppes helt ned i det, sådan som man oprindelig gjorde. Allerede i middelalderen blev det dog almindeligt at undlade den fulde neddypning, og selv om Lurher talte imod det, nøj edes man efterhånden med at overøse barnets hoved. Alligevel vedblev man længe med at have dåbsvandet stående i selve fonten, og så var det praktisk at have er låg over. Er sådant rundt dække omtales i Lillevorde i 1679.

Inden udgangen af 1600-årene havde de fleste nordjyske kirker dog fået et dåbsfad, og i Lillevorde skete der i 1693. Fadet blev skænket til kirken af Wulff von Buchwald og dennes hustru Anna von der Wisch, hvis initialer sammen med årstallet er indgraveret på fadets fane. Wulff von Buchwald ejede herregården Gudumlund og havde i 1678 købt Lillevorde kirke af kongen. Herefter hørte kirken under Gudumlund, indtil den i 1798 blev købt af Lindenborg gods, der beholdt den, indtil den i 1925 overgik til selveje.

Da fadet i 1693 blev skænket til kirken, var det imidlertid allerede en antikvitet, idet denne type messingfade med er religiøst motiv i bunden og med den flade fane pyntet med indstemplede ornamenter blev fremstiller i Sydtyskland i midten af 1500-årene. Trods det religiøse motiv, her Syndefaldet, er sådanne fade oprindelig fremstillet som verdslige vaskefade og har været anvendt på herregårde eller lignende, før mange af dem som gamle blev skænket til kirkerne som dåbsfade. Dåbskanden af messing blev anskaffet 1862/63.

Ophavsret: