Senere om- og tilbygninger

Udgivet fre d. 15. feb 2019, kl. 19:47
Lillevorde Kirke

Kirken havde oprindelig fladt bræddeloft, men i slumingen af middelalderen, i 1400-årenes senere del eller begyndelsen af 1500-årene, blev der indbygget et stjernehvælv med profilerede ribber i koret. Ikke længe efter blev skibet overhvælvet med to fag almindelige krydshvælv med retkantede ribber, og korbuen, der oprindelig havde været bygget af granitkvadre, blev ombygget for oven med mursten, så kvadrene kun blev bevaret i siderne.

Ligeledes i senmiddelalderen blev der opført et tårn ved kirkens vestende. Tårnet fik ikke lang levetid og havde i 1679 været borte i nogen tid, muligvis endda i lang tid. Da det forsvandt så tidligt, findes der ingen beskrivelser af det, men vi kan alligevel sige en del om det. Det har således stået i forbindelse med skibet gennem en spidsbuet åbning, som stadig er meget synlig inde i kirken som en niche, kantet med munkesten. Også udvendig kan tårnets plads iagttages, da de skråkantede sokkelsten mangler, hvor det har stået. Det fremgår heraf og af nogle fundamentsten, som tidligere kunne iagttages vest for gavlen, at der har været tale om et meget smalt tårn. Det har utvivlsomt hovedsagelig været opført af mursten, men forneden har man sikkert, som det var almindeligt, anvendt nogle af de kvadre, som blev fjernet fra vestgavlen, da tårnet blev opført. Efter tårnets nedbrydning kunne man derfor retablere vestgavlen med de oprindelige kvadre, men da der nu ikke længere var nok, blev det øverste af gavlen opbygget af mursten. I den nye vestgavl blev der indsat et vindue, som nævnes i 1679. Det var dog først ved restaureringen i 1933, at vinduet fik sin nuværende cirkelrunde udformning.

Da tårnet blev revet ned, blev klokken sikkert straks anbragt i en tømmerkonstruktion uden på kirkens vestgavl i 1679 hang den lille klokke i hvert fald sådan og må have gjort det i nogen tid, eftersom tømmeret, den hang i, var råddent. Hvornår klokken er blevet hængt ind i en åbning i vestgavlen er ikke til at afgøre. Måske er det først sket i 1800-årene ligesom i Valsted kirke. Åbningen med klokken er beskyttet af et lille tag, der i den nuværende udformning er opsat i 1950 i forbindelse med anskaffelse af en ny klokke. På er tidligere tidspunkt var her en uskøn, halvcirkelformet skærm med flad forside, vistnok af zink.

Den ny klokke fra 1950 er støbt af De Smithske Støberier i Aalborg. Den afløste en ældre fra 1893, hvis klang man ikke var tilfreds med. Før den havde kirken haft en underlig klokke uden egendig krone for oven, men med en aflang, fi rkantet tap med et hul i. Efter Nationalmuseets vurdering var den ikke af høj alder.

I slutningen af middelalderen blev der endvidere tilbygget et våbenhus uden for kirkens norddør. Det er formodendig sket, efter at tårnet er blevet bygget, da en del kvadre nederst i våbenhusets mure kunne tænkes at stamme fra vestgavlen og være blevet ledige ved tårnets opførelse. I øvrigt er våbenhuset opført af mursten i munkeforbandt. Gavlen er i gesimshøjde prydet af et tandsnit. I modsætning til den øvrige kirkes blytag har våbenhuset tegltag, og sådan har det været så lang tid tilbage, man kan følge det. Indvendigt er. hvælvet opført i et med ydermurene, og det har derfor ikke været nødvendigt, som inde i kor og skib, at opføre såkaldte skjoldbuer langs ydermurene til at bære hvælvets vægt. Der gør hvælvet i våbenhuset mere elegant. Kun mod den gamle mur ind mod kirken var en skjoldbue påkrævet.

Der er kun fundet få spor af kirkens middelalderlige kalkmalerier. Nu er vægge og hvælv hvidkalkede, men sådan har det ikke altid været, og der er fundet flere lag af bl.a. grå og beige kalk. Mest iøjnefaldende har korets blå vægfarve nok været. Blå var en almindelig farve på vægge og især hvælv i de danske kirker i midten af 1800-årene. De små oprindelige vinduer er sikkert allerede gået ud af brug i middelalderen og erstattet af nye og større. I 1679 havde kirken kun tre vinduer, nemlig to mod syd og et mod vest.

Ganske vist findes der stadig i dag to romanske vinduer mod nord og øst i koret, men af disse er vinduet i østgavlen som omtalt først blevet genskabt i 1933, og nordsidens vindue har utvivlsomt også været tilmuret og er sikkert først blevet genåbnet omkring 1850 af hensyn til kirkens udluftning. Således vides det nemlig med sikkerhed at være sket med det tilsvarende vindue i nabokirkerne i Romdrup og Sejlflod. I Lillevorde blev det genåbnede vindue forsynet med en lem af træ til udluftningen, og først ved restaureringen i 1933 kom der atter glas i.

Selv om de oprindelige små vinduer var blevet erstattet med nogle, der var større, klagedes der gennem tiderne flere gange over, at der var meget mørkt i kirken. I 1921 krævede kirkesynet, at der for at forbedre lysforholdene blev indsat et vindue i skibets nordside, hvor der ikke hidtil havde været noget, men da grevskabet Lindenborg overvejede at lade kirken overgå til selveje, stillede man foreløbig sagen i bero et år. Der skulle imidlertid komme til at gå længere tid, og da kirken omsider i 1925 overgik til selveje, var der endnu ikke kommet tilladelse fra kirkeministeriet til at indsætte det ny vindue. Grevskabet indbetalte derfor er beløb til stiftsøvrigheden til dækning af de forventede udgifter. Imidlertid udtalte kgl. bygningsinspektør Einar Packness sig kraftigt imod vinduet, som han mente ville virke uheldigt. Menighedsrådet lod sig overtale, og vinduet kom aldrig.

Da de nye vinduer i sin tid blev brudt gennem korets og skibets sydmure, beherskede man ikke mere kvaderbygningsteknikken, og vinduerne blev derfor kantet med mursten, som det var almindeligt dengang. I forbindelse med kirkens overgang til selveje forsøgte man at få grevskabet Lindenborg til at bekoste vinduesindfatninger af granit, men da vinduerne var i god stand, som de var, skønnede kommissionen ikke, at det kunne pålægges grevskabet at opfylde dette ønske. I arkitekt Lind-Madsens istandsættelsesforslag fra 1931 blev det igen foreslået at fa murstenene udskiftet med granit, men heller ikke denne gang kom det til udførelse, og kirken har derfor stadig de karakteristiske uregelmæssige, hvidkalkede murstenspartier omkring vinduerne.

I vindfløjen over skibets vestende læses årstallet 1809. Det er året, hvor en hovedistandsættelse fandt sted. Fløjstangen blev fornyet i 1851, men selve vindfløjen med årstallet blev bevaret. I 1986 blev både fløjstang og vindfløj fornyet, men årstallet 1809 blev gentaget, selv om den nye fløjstang er meget anderledes end den oprindelige, der bl.a. havde en kobberkugle midtvejs oppe.

Ophavsret: