Lillevorde Kirke - ca. 1930’erne.

Udgivet fre d. 15. feb 2019, kl. 19:33
Lillevorde Kirke

Kirkens særskilte beliggenhed sås tydeligere i gamle dage, da bebyggelsen var mindre, og gårdene lå vest for landsbygaden, den nuværende Randbyvej. Kirken var i middelalderen indviet til Sankt Nikolaj. Desuden skal der på kirkegården have været en Sankt Laurentii kilde, altså en helligkilde, som nævnes i 1400-årene. Der vides i øvrigt intet om den, og alle spor af den er for længst forsvundet. Kirkegården har i mange århundreder været omgivet af et stendige, men på grund af talrige reparationer kan der ikke mere være urørte partier tilbage. Selve stenene er dog naturligvis for en stor del de samme, men undertiden blev der ført nye sten til som i 1665, da man betalte for at få store sten gravet op, læsset på vogne og kørt til kirken. Bagefter blev der gravet græstørv, som blev lagt oven på det reparerede dige.

Kirkegårdens hovedindgang har urvivlsomt altid været mod vest. Senere hører man også om indgangen fra syd. Lågerne var indtil nyere tid af træ og er blevet udskiftet mange gange i tidens løb. Inde bag diget var kirkegården i ældre tid dækket af højt græs. I 1838 blev der anskaffet en hængelås til kirkegårdsporten. Formålet med låsen nævnes ikke, men fra andre af egnens kirker ved vi, at en af landsbyens beboere kunne opnå retten til græsset og derfor låste kirkegården af, så snart gudstjenesten var forbi. I Volsted var det en husmand, i Dall skolelæreren. Skolelæreren kunne hvert år høste to læs hø på kirkegården. Græsset måtte udnyttes som hø, for det var forbudt at græsse kreaturer på kirkegården. Undertiden skete det dog alligevel, men fra Lillevorde haves der ingen oplysninger om et sådant misbrug.

Fra kirkegårdsindgangene til kirken var der trampet stier gennem græsset, og først i 1860 hører vi, at gangene til kirken skulle holdes rene for græs. Senere blev de endvidere grusede.

Det var også først på denne rid, at gravminder af holdbare materialer som sten og støbejern blev almindelige, og først sent kom kirkegården til ar ligne der, vi kender i dag, med anlagte gange og vel vedligehold re gravsreder med pyntelige gravmonumenter efter ridens skiftende smag. Egentlige kunstneriske gravminder er sjældne på de danske kirkegårde, men på Lillevorde kirkegård kan man se en jernskulptur, skabt af billedhuggeren Erik Heide. Den forestiller Livets Hjul og er udført i 1971.

Syd for kirkegården og bygget sammen med diger har der været en kirkelade, hvor riendekorner blev opbevarer. I 1679 var den forsvundet, men man kunne endnu se den øde plads, hvor den havde stået. Af sporene i kirkegårdsdiget kunne man se, at den havde været 19 alen lang, dvs. ca. 12 m. Ved kirkens overgang til selveje i 1925 blev der reserveret et areal nord for kirkegården til fremtidige kirkegårdsudvidelser. Det var kirkens tidligere ejer, grevskabet Lindenborg, der måtte afgive dette areal, og i 1970’erne var der nær blevet brug for der. Hvis man udvidede kirkegården, kunne man nemlig på den ny delraplads til en kapelbygning med faciliteter for graveren.

Forskellige forhold talte dog imod planen, bl.a. at der ikke var behov for en udvidelse af kirkegården. Man besluttede derfor i stedet ar købe er hus vest for kirken for at rive det ned og på dets plads opføre kapelbygningen og anlægge en parkeringsplads. Da denne plan blev kendt i Lillevorde, vakre den voldsomt røre, og der blev indsamlet ikke mindre end 73 underskrifter imod den. Placeringen menres dog at være den bedst mulige, og kapelbygningen blev opført her i 1979.

Adgangen til kirkegården fra parkeringspladsen foregik dog stadig over den græsklædte skråning, som nok beregnedes som “smuk og enkel”, men som dog var vanskelig at færdes på i tøbrudsperioder. I 1992 fik man derfor udarbejder planer for en sti eller en trappe op over skrænten, og efterfølgende blev den nuværende trappe anlagt.

Ophavsret: